Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Ååååh, vi har haft den mest magiske eftermiddag

Ååååh, vi har haft den mest magiske eftermiddag

I dag måtte jeg virkelig kæmpe med at holde tårerne tilbage, da jeg kom på besøg hos min sejeste mor. Hun har været så syg af nyrebækken betændelse, hun har ikke haft sprog, har mistet evnen til at gå selv og kan ikke længere selv spise eller drikke efter sygeperioden og hospitalsopholdet for 14 dage siden.

Derfor blev jeg fuldstændigt slået omkuld, da jeg kom på besøg en eftermiddag for et par dage siden.  Min mor var blevet lagt i seng, fordi hun var træt – men jeg skal da love for, at hun var i snakkehumør, da jeg ankom. Hun lå med sin tøjhund og med store åbne øjne, da jeg kom ind i soveværelset.  Jeg kyssede hende på kinden, aede hende over armen og spurgte, hvordan hun havde det. Hun smilede stort og svarede, at hun havde det godt.

‘Det er ellers møghamrende dårligt vejr, det øser ned – lige til at blive i dårligt humør af’, svarede jeg hende. Og da hun kvitterede med et:

‘Jamen, jeg er ikke i dårlig humør – er du?’

Ja, okay, så var det svært at holde tårerne tilbage. Det blev den mest fantastiske eftermiddag, vi længe har haft. Hun kommunikerede, grinede – jeg pustede hende blidt i ansigtet, hun grinte stort og pustede tilbage, og sådan stod vi og pustede frem og tilbage i nogle minutter. Ret skørt ikke. Men vi havde altså en fest, hun og jeg.

Der var hul igennem

Hun sad op i sengen, Moffe kom ind og skulle se, hvad det var, vi grinede så meget over – og jeg kunne se glæden i hans ansigt. Vi sad alle tre og hyggede, Moffe og jeg i benenden af Momses seng. Momse drak kaffe – dog af den teske, jeg tilbød hende, men hun spiste selv små stykker af en småkage. Det var en magisk eftermiddag, og jeg kan ikke forstå, hvorfor den slags dage kan være der, når de fleste er så svære efterhånden.

Hvad i alverden er det, der sker derinde i hendes hjerne? Hvorfor er der ikke flere dage med så meget hul igennem. Guderne skal vide, at vi alle sammen prøver, alt det vi har lært på at få en dialog og noget god tid med hende, men der er mange dage, hvor hun er for træt og ikke magter os og den larmende verden omkring hende.

Derfor er denne eftermiddag så magisk for mig. Jeg skal putte den ind i mine gemmer og huske den altid.

Magien blev desværre brat brudt, da aftenvagten kom for at hente mor til aftensmaden. Han skulle hejse mor med en lift over i kørestolen. Hun ville ikke med, hver gang han trak dynen til side, så trak hun den tilbage, som om hun ville sige…’gå væk, nu havde vi det jo lige så hyggeligt’. Og da han havde samlet selen om hende og ville hæve hende op, klagede hun: ‘Nej, jeg bliver så bange’.

Tænk sig, hun kunne selv formulere det. Jeg holdt om hende og sagde, at hun skulle ikke være bange – vi var der for at hjælpe hende. Hun kom over i sin kørestol. Og jeg må erkende, at det er sådan, det er nu, for man kan ikke få hende op længere på anden måde. Men det er hjerteskærende, for jeg kan jo ikke stå der hver dag og holde om hende, når hun bliver bange, fordi hun skal ud og ‘flyve’.

Hvad er næste skridt?

Jeg hjalp aftenvagterne lidt, for hende, der skulle havde været der og lave mad, var syg – så de to aftenvagter (to til 16 dårlige og demente beboere!) skulle nu også smøre al maden. Det er altså  forstemmende, ikke. Hvem skal man sige til, at det kan ikke passe, at to mennesker skal klare så meget alene. Mange af beboerne skal de jo være to om at lægge i seng. Og de er da mennesker, der har krav på en kærlig og værdig behandling! Nu har jeg sagt det højt, at jeg ikke synes, det er okay – så må vi se, hvad næste skridt skal være.

Men glæden over i dag, tager jeg alligevel med mig hjem. De to timers magi var ganske enkelt til at blive helt høj af, og ved I hvad – jeg ved, at min mor kunne mærke, at både min far og jeg stod på sidelinjen og heppede. Sejeste mor.

PS: Desværre varede min glæde kort, for allerede dagen efter blev vi ringet op af plejehjemmet, som bad os komme, fordi min mor var meget dårlig. Så i disse dage kæmper hun med en lungebetændelse, og vi står på skift ved hendes side og er også heldige at få hul igennem ind imellem. Men det er så synd for hende.



1 thought on “Ååååh, vi har haft den mest magiske eftermiddag”

  • Først tak for jeres fine hjertevarme bog om Momse.
    Dernæst en kommentar til ovenstående: Det er hjerteskærende at læse hvordan I bliver afbrudt – det hører ikke ind under værdig ældreomsorg og er direkte destruktivt for omsorgen for mennesker der lever med demens. Medarbejderen arbejder tydeligvis i en kultur, hvor opgaver har prioritet over samvær, relation og trivsel og velvære. Det er s.r. ikke medarbejderens fejl, men noget der skal ændres organisatorisk – og skulle medarbejderen være uvidende om, hvor ødelæggende hans “indbrud” er, så er det stadig ledelsens ansvar, at medarbejderens kompetencer styrkes. Det samme gælder den voldsomt lave normering – her hjælper hverken velfærdsteknologiske løsninger eller regeringens og kommunernes værdighedspolitikker – her hjælper kun flere kompetente, engagerede medarbejdere – og det er en politisk opgave at sørge for det. Forstår jeres fortvivlelse og oplevelse af afmagt.
    Men hvor var det godt at du/I havde dette magiske møde og øjeblik – tak fordi du så det og tak fordi du deler det med os andre.
    Venlig hilsen Christian Christensen (ssa “emeritus”).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *