Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Det er pludselig blevet svært at besøge Momse alene

Det er pludselig blevet svært at besøge Momse alene

Jeg har aldrig haft noget problem med at besøge mine bedsteforældre alene. Det har jeg gjort al den tid, jeg kan mindes, også da jeg var yngre og teenager. Så smed man lige en pose med te-boller under armen og tog 200S’eren ud til mormor og morfar i Rødovre. Så sludrede vi op og ned ad stolper, og jeg følte faktisk altid jeg gik derfra med et lettet hjerte og fuld af fornyet energi.

Men da mormor blev syg, så var de her besøg pludselig ikke så nemme mere. Som jeg også har skrevet om i et tidligere blogindlæg, så var det enormt svært at rumme det forfald, der var i deres hjem. Det hjem, som jo altid havde symboliseret tryghed og varme for mig, var pludselig forbundet med kaos og usikkerhed.

Men heldigvis gik det over med tiden. I en lang periode havde jeg ikke nogle problemer med at besøge dem alene. Og det blev kun nemmere, efter de kom på plejehjem, for så vidste jeg, at de blev passet på, og at jeg ikke skulle være bange for, hvilken tilstand de var i, når jeg besøgte dem.

Nogle dage kunne man sludre med dem begge – mormor lidt sporadisk, men stadig, hun var med. Og nogle dage sad vi bare og så TV2 Charlie, imens vi fortærede saltstænger og ananassodavand i tavshed. Det ene var lige så godt som det andet.

Men her på det sidste er det som om, at der er sket en ændring. Ikke at jeg ikke har lyst til at besøge dem mere, slet ikke, jeg kan stadig savne dem helt vildt, hvis der går for længe mellem, jeg har været der. Men jeg har pludselig svært ved at tage alene derop. Jeg tager mig selv i, når jeg gerne vil besøge dem, at jeg spørger min mor eller andre familiemedlemmer, om ikke de vil med. Det er selvfølgelig altid hyggeligere, når man er flere på besøg – men jeg kan mærke, at jeg har svært ved at rumme at skulle være der alene.

Svært at være noget for dem begge
Jeg tror, det er fordi min mormor har haft det virkelig skidt her på det sidste. Jeg var oppe hos dem for en uges tid siden sammen med min mor, og Momse havde det simpelthen så dårligt. Hun var fraværende, og sad bare og kiggede ud i luften det meste af tiden. Men det var et her fortvivlede blik hun havde, der gjorde mest ondt på mig. Som om hun virkelig ikke forstod, hvad der foregik, samtidig med at hun havde så ondt i ryggen, at hun fór op hver 5. minut, fordi smerterne jagede.

Jeg brugte meget tid på at sidde ved hende og bare holde hende i hånden, og massere lidt på ryggen, når det gjorde ondt. Jeg knoklede alt hvad jeg kunne for at nå ind til hende – for nogle gange kan hun godt være helt apatisk og fraværende, når man kommer og besøger dem, men hun plejer som regel at live op efter lidt tid. Det skete bare ikke rigtig den her gang, og det gjorde mig bare rigtig ked af det.

Her var det så dejligt, at min mor også var med. For jeg kan mærke, at når Momse har det så dårligt, så er det ikke nemt for mig at være der alene. Jeg har svært ved at rumme, at hun har det så skidt. Og så er det også synd for morfar – for jeg vil jo også gerne tale med ham, for jeg ved hvor meget det betyder for ham, at han kan få sludret lidt med andre end personalet. Men det er bare svært at være noget for dem begge, når man er der alene.

Jeg tror, at det er derfor, det er hårdt at være på besøg for tiden. Det er bare nemmere at have nogen med, som man kan støtte sig lidt op ad, og som man efterfølgende kan snakke besøget igennem med. Jeg har altid følt, at jeg var ret god til at rumme de svære følelser og rumme sygdommen og dens forfald. Men lige i de her dage kan jeg bare ikke – i hvert fald ikke uden at have nogen at dele det med.

D. 30. august udgiver min mor og jeg vores bog ”Momse med Demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid”. Her har vi interviewet to pårørendepsykologer, og de råder til, at man taler sammen i familien om sine oplevelser med den demente. På den måde kan man hjælpe og støtte hinanden langt bedre. Og det kan jeg mærke hjælper mig – det hjælper, at have min mor, søster, kusiner, moster osv. at dele de her ting med, for så bliver det nemmere at leve med, når det gør ondt. Og så føler man sig ikke helt så alene.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *