Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Det er som om, at sorgen rasler inde i mig

Det er som om, at sorgen rasler inde i mig

Momse døde d. 1. december, og jeg følte, at jeg på mange måder var klar. Jeg havde haft nogle gode dage med hende op til den lørdag, hun gik bort. Min søster, kusiner og jeg havde julepyntet om hende, sunget salmer og holdt hende i hånden. Jeg fik sagt flere gange, at jeg elskede hende, og fik forhåbentlig givet hende noget tryghed ved at være der, selvom man jo ikke kan vide, hvad hun er gået igennem.

Fra da telefonen ringede lørdag morgen, og jeg fik beskeden, så gik tingene egentlig, som jeg havde forestillet mig inde i mit hoved. For jo, jeg har da tænkt det sidste lange stykke tid, hvordan jeg ville reagere. Hvad der sandsynligvis ville komme til at ske, og hvordan jeg ville tackle det. Specielt bisættelsen har kørt som en film i mit hoved, og bare tanken har før kunne få mig til at stoppe op og tudbrøle.

Tingene gik sin gang, og det har været fint, smukt og på alle måder et godt farvel. Men det er følelsen inde i min krop, som jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre af.

 

Hverdagen fortsætter
De første dage var jeg lettet. Jeg var ked af det og græd meget om aftenen, når der blev stille og tankerne kom. Men jeg var også glad for, at hun ikke længere skulle ligge og have det så dårligt. Da chokket havde lagt sig, kom hverdagen igen, og ens liv fortsætter jo bare. Sådan vidste jeg godt, det ville være, men det føles alligevel underligt – alt fortsætter som det plejer, nu har man bare et stort, tomt hul i sig, som man prøver at udfylde på alle mulige tænkelige måder.

Og tro mig, jeg prøver. Jeg er hele tiden i gang. Kan umuligt sidde stille. Jeg vasker konstant tøj, gør rent, træner, shopper og er hele tiden sammen med mennesker, der kan få mig til at tænke på noget andet. Hvis jeg endelig er alene, så skal jeg se en serie, høre en podcast eller skråle højt til musik. Bliver der stille bare et øjeblik, så kommer den der snigende fornemmelse. Jeg kan bedst beskrive det som en feber, for det er lidt sådan, det føles, når jeg en sjælden gang imellem lige stopper op og mærker efter. Kroppen bliver varm, og det brænder og tårerne fylder øjnene. Og så tænker jeg nej, nej, nej – det kan jeg slet ikke overskue, og så distraherer jeg mig med noget andet.

Og det undrer mig. Jeg troede, jeg ville være god til til at give plads. Men jeg lader ligesom bare sorgen ligge derinde og rasle rundt i min krop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den ud. Den ligger bare som en tung ondt i maven – som følelsen man får, når man er gået fra en kæreste eller blev drillet i skolegården som lille. Den der rigtige ked-af-det-hed. Den er der bare hele tiden, og det er – ganske kliché-agtigt – nemmest at lægge låg på.

Så skammer jeg mig også. Folk mister børn og forældre i en al for tidlig alder – og her går jeg og har vejrtrækningsproblemer og svært ved at tænke klart, fordi jeg har mistet min 88-årige mormor. Al logikken i mig tænker, at det burde være at knipse med fingrene, og så ville jeg have det godt igen. Jeg synes, det er lidt pinligt, når jeg skal fortælle folk om det – og jeg hører mig selv sige gang på gang, når folk spørger, at ”hun var jo også gammel og syg, så det havde vi jo set komme, det er fint”. Men i virkeligheden mener jeg det ikke rigtig, for jeg er virkelig ked af det. Og det er slet ikke så nemt, som jeg nok troede, det ville være.

 

Man mister dobbelt
Så er det samtidig ikke kun tabet af den Momse, vi har haft de sidste fire år. Det er også et endeligt farvel til den Momse, der var engang. Hende har jeg jo ikke haft i mit liv i mange år, men det er alligevel først nu, jeg rigtig kan mærke, at hun er væk. Og det er jo det skøre med demens – man mister dobbelt. Man mister, uden rigtigt at miste, for personen er her jo stadig – og når han eller hun så stiller træskoene, ja så mister man dem jo på ny. Så jeg føler, jeg har mistet to gange.

Men det er alligevel den ”gamle” Momse, der fylder mest hos mig nu. Det har hun ikke gjort de sidste år, fordi jeg har haft så meget fokus på, at Momse med demens skulle have plads og rum hos mig.

Men nu ser jeg hende pludselig, som den hun var engang, over alt – jeg så hende gå ind i Magasin i Lyngby her forleden, jeg så hende i Fakta i går. Så hende i Torvehallerne, og så hende gå rundt om søerne med en lille hund. Det er selvfølgelig ikke hende. For når jeg kommer tættere på, så er det en anden lille, hvidhåret dame i en grå dunjakke, der minder om den, hun havde. Men det er alligevel mærkeligt, for det har jeg ikke oplevet, imens hun stadig var i live.

Jeg tager også mig selv i at kigge gamle albums, når jeg er hjemme og besøge min morfar. Gerne albums tilbage fra 90’erne og 00’erne, hvor hun er den mormor, jeg husker bedst. Men jeg har også prøvet at kigge alle de mange billeder fra starten af 10’erne igennem for at se, hvornår hendes blik ændrede sig. Hvornår det gik fra at være et kærligt og stålfast blik, til at være som et lille barn, der ikke ved, hvor det er.

Jeg har hængt billeder op af hende på mit køleskab. Og da jeg åbnede min computer i morges for at skrive det her, så lagde jeg mærke til, at mit skrivebord fyldt med billeder af min mormor. Uden jeg rigtig har tænkt over det, så har jeg også siddet og ledt og ledt og ledt på computeren.

 

Så når jeg tænker over det, så bliver der givet plads indimellem. Men jeg kan bedst give plads til at være ked af det, når jeg er sammen med min familie. Det er alle sammen mennesker, der kendte hende, og som går gennem det samme tab som mig. Så det prøver jeg at være så meget som muligt. Og så øver jeg mig i at være stille og glo ud af vinduet og prøve at mærke, hvordan den der feber egentlig føles. For det er ikke rart, og man ville jo helst bare være glad hele tiden. Men jeg ved samtidig også godt, at jeg skal blive bedre til at give plads til at være ked af det – og ikke mindst anerkende, at jeg er det –

for at kunne komme ud igen på den anden side. Og så er sorg i øvrigt ikke kun trist – det er også at mindes hendes tørre humor, høje grin og måde at rømme sig på. I det hele taget det skønne, skønne mennesker hun var engang, og som jeg i virkeligheden er evigt taknemmelig for, at jeg har haft i mit liv så længe.

/Ida

 

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *