Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Det er svært for andre at forstå, at man kan sørge på grund af et menneske, der stadig er her

Det er svært for andre at forstå, at man kan sørge på grund af et menneske, der stadig er her

Sorg er en underlig størrelse. Jeg ved godt, at ingen kan gå gennem livet uden at opleve sorg i en eller anden form. Alligevel føler jeg ind imellem, at sorgen over min mors Alzheimers-sygdom kan tage pusten fra mig. Sorgen ligger et eller andet sted derinde i mit system på en hylde, og så skal der nogle gange bare en lille ting til at trigge den, så den falder hovedkulds ned og insisterer på at fylde alle mine indre hylder.

Som eksempelvis da min yngste for et par dage siden sagde til mig, at hun var faldet over et kort fra sit studentergilde for fire år siden, hvori Momse havde skrevet til hende, at hun og morfar sådan glædede sig til at følge hendes videre færd i livet, og det studium hun en dag ville vælge. Da hun for nogle uger siden kom ind på sit drømmestudie, kunne hun jo ikke engang fortælle Momse, hvad hun skulle studere – jo, hun kunne godt sige det til sin mormor, men hun ville jo ikke forstå det. Det gjorde Molle ked af det.

På samme led mærkede jeg selv sorgen forleden, efter mit besøg på plejehjemmet. Min mor har det skidt for tiden, har pådraget sig endnu en blærebetændelse – hun vil ikke gå, kan ikke længere finde ud af at spise eller drikke, hun har ikke længere ret meget sprog, hun sover hele tiden eller er sløv og apatisk. Der er sat et mobilt lægehold på hende, så man kan overvåge hende, og alt sammen har resulteret i, at hun har fået installeret lift i loftet,  har fået sin egen kørestol og wc-stol på badeværelset. Alt sammen var jeg blevet informeret om i telefonen, og jeg ved jo godt – nøgternt og sagligt – at det er sådan, det går, og så alligevel var der noget i mig, der gik i stykker den dag.

Wc-stolen gjorde udslaget

Da jeg kom op hos dem og lagde øre til min fars bryderier over den nye store maskinpark, der var blevet installeret i deres lejlighed, så gav jeg ham gemytligt tilbage med, at så måtte de se at få bygget ud. Nogle gange må man jo tage den sorte humor i brug. Da jeg senere kom hjem til mig selv, var jeg uendelig trist. Min søde mand havde lidt svært ved at forstå, hvad det var, og jeg kunne heller ikke helt sige andet end, at det trak lidt ekstra tænder ud at være pårørende for tiden. Men senere samme aften kunne jeg mærke, at dét, der havde gjort udslaget for mig, var synet af min mors nye wc-stol. På en eller anden måde blev den dét, der den eftermiddag triggede min sorg indeni. Jeg græd lidt over, at den jo var symbolet på, at heller ikke gå på toilettet kunne hun selv nu. Den blev symbolet på, at sygdommen havde taget et nyt stort skridt nedad.

Jeg har ofte oplevet, at jeg ikke kunne fortælle andre om den slags tanker. For der er ikke mange, der forstår. De fleste siger – ‘jamen, du har jo stadigvæk din mor’ – eller de siger ‘din mor er jo også så gammel, du har været heldig, at du har haft dine forældre så længe’. Engang imellem prøver jeg også at sige til mig selv, at ja – jeg har haft mine forældre længe. Men det hjælper altså bare ikke, når man ryger ned i en sorglomme.

Vi lever ikke evigt, det ved jeg godt

Vi lever ikke evigt – nej, og jeg ved jo godt, at jeg skal miste, og at jeg allerede har mistet min mor, selvom hun sidder der fysisk overfor mig. Hvordan forklarer man lige andre mennesker den form for sorg? Og bliver sorgen mindre for mig ved, at jeg banker mig selv i hovedet med, at jeg skal være glad for, at jeg har haft mine forældre så længe? Og at min mor stadigvæk er fysisk til stede? Næh, min sorg er der stadig. Den går ikke bare væk. Den kan være som en boble, jeg ikke kan komme ud af.

Forleden skrev jeg et opslag på Fb, som netop handlede om min datters sorg over, at hun aldrig fik mulighed for at fortælle sin mormor, at hun skulle læse sundhed og ernæring. En kvinde skrev til mig i kommentarfeltet, at hendes mand også havde Alzheimers, hun var der for ham, var sammen med ham hver dag, og selvom han fortalte hende, at han elskede hende – så kunne hun tage hjem og gå rundt i sin tomme lejlighed og være opfyldt af sorg.

Jeg forstod præcis, hvad hun mente. Det var, som om vi kommunikerede på samme frekvens. Det er den samme form for sorg, vi pårørende til demente mærker. Det var ikke noget med, at hun skrev til mig, at hun havde det værre end mig, fordi det var hendes mand, og ikke en gammel mor, der var ramt. Nej, det var et vidnesbyrd om, at vi er i samme båd, vi oplever den samme magtesløshed, vi behøver ikke forklare os, vi forstår hinandens sorg. For vi er i den med jævne mellemrum.

Sorgen må godt være der

Og det er den sorg, det kan være så svær at forklare andre. Fordi sorg i vores kultur er koblet til helt at miste et andet menneske. Andre kan ligesom bedre forstå det, hvis ens kære er død og væk. Det er mere til at tage og føle på.

Om få uger udgiver min ældste datter, Ida, og jeg en bog om vores mor/mormor. I den forbindelse har vi interviewet to pårørendepsykologer, som forklarer, at vi mangler et sprog til den form for sorg, som vi pårørende kan føle. Men de fortæller også noget andet, som jeg omgående tog til mig: Sorgen må godt være der. Det er okay at give sig selv lov til at være ked af det, når sorgen banker på. Man skal ikke lægge låg på den, for så vil den mase sig på og bare vokse og komme uhensigtsmæssig ud på et senere tidspunkt – til gengæld skal vi pårørende være opmærksomme på, at sorgen ikke fylder hele vores tilværelse. Det er okay også at være glad og leve sit eget liv.

Men det ville da være dejligt, hvis vi en dag fandt et fælles sprog og en større forståelse for sorgen over at miste et menneske – som stadig er her.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *