Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Det lange farvel

Det lange farvel

Jeg kan efterhånden snart ikke længere huske, hvornår vores rejse med vores ’Momses’ demenssygdom begyndte. Eller det vil sige, jeg kan jo se på billeder og kalendere fra de sidste fire-fem år, at det er på et eller andet tidspunkt her, at sygdommen for alvor brød ud. Vi har skrevet om årene, sygdommen og vores dejlige Momse, og om hvordan det har været at forsøge at kile lidt lys og kærlighed ind i samværet med hende. På trods af sygdommen.

Vi satte os for, Ida og jeg, for snart længe siden, at vi ville trodse Alzheimeren. Den skulle ikke få lov til at gøre vores sidste tid med vores mor og mormor til en tid, der blev én lang deroute med trist med trist på.

Vi gjorde os en masse erfaringer. Fandt ud af, at vi kunne få gode eftermiddage, hvis vi tog humoren til hjælp og drillede hende godmodigt. Eller hvis vi kørte ture, spiste is og klappede hunde på vores vej eller havde stille eftermiddage, hvor Momses kræfter blot rakte til at drikke en kop tynd kaffe og spise lidt kage, og hvor hun måtte lukke sine øjne lidt ind imellem.

Når jeg i dag kigger tilbage på den tid, så synes jeg, vi gjorde, hvad vi kunne – og vi fik det bedste ud af den tid og virkelighed, der blev vores. Alligevel sidder jeg tilbage med en trist fornemmelse i maven, her efter hendes død, for jeg har virkelig tænkt meget på, hvad meningen med den her sygdom egentlig er? Hvorfor skal et menneske gennem så mange år, hvor han/hun langsomt bliver et helt andet menneske, for så til sidst at forsvinde helt. Jeg fatter det simpelthen ikke. Måske finder jeg aldrig svaret. Det giver ingen mening.

 

Læs også: Det er som om, at sorgen rasler inde i mig

 

Savner ikke den syge mor

Og i dag, en måneds tid efter hendes død, kan jeg se tilbage på de år med sygdom og tænke: Hold da op, hvor har vi slidt for at få enderne til at nå sammen og for at skabe en tålelig tid. Nu her bagefter savner jeg bestemt ikke den tid, og det har chokeret mig meget, at jeg ikke gør det. For jeg havde jo besluttet mig for, at det skulle være en god tid. Hvorfor savner jeg den så ikke?

Men det er ikke den mor, der til sidst lå og rallede i sengen og kæmpede en langsom kamp mod det uundgåelige – det er jo ikke hende eller den tid, jeg ønsker tilbage. For det var, hånden på hjertet, ikke et liv for hverken hende eller os. Det, jeg savner, er den mor hun var, før hun blev syg. Og den mor har godt nok været skubbet helt i baggrunden i forhold til den syge mor i efterhånden mange år.

Og det forunderlige er, at den ’gamle’ mor i denne tid begynder at dukke op hist og pist. Jeg kigger i fotoalbummer, og lige dér…der dukker hun pludselig op med sit glade lyse smil og glimt i øjnene. Omgivet af alle sine tøsebørn. Glad, tryg og uden nogen som helst forudanelser om, hvad der ventede hende. Eller dér…ja, der kan jeg pludselig huske samtaler eller ting, vi havde sammen – dengang hun var min mor, og ikke det menneske, hun har været de seneste år.

De røde julesko

Til jul tog jeg de flotte røde laksko på, som hun gav mig for syv-otte år siden. Vi havde været på juleindkøb, og jeg havde set de dér seje laksko, men jeg havde ikke råd til at købe dem. Nu sad vi og drak kaffe på en café, hvor hun spurgte, om jeg ville have skoene af hende i julegave. Om jeg ville! Det fik jeg, og jeg har elsket mine røde laksko lige siden. Men i de år, hun har været syg, har jeg ikke haft overskud til at tage dem på, når det blev december. De stod alene i et mørkt hjørne i mit klædeskab. Nærmest glemt, fordi mit juleoverskud i disse år kunne ligge på et meget lille sted. Men til jul i år fandt jeg dem frem af mørket, og så skete der noget magisk:

Det var som om, de røde laksko gjorde minderne om min mor levende igen. Alle de gode ting og glæden over, at jeg engang havde en mor, der drog omsorg for mig og fandt en stor glæde i at kunne forære mig et par fancy og lidt for dyre røde laksko, som jeg ikke selv havde råd til.

Det er hende, jeg savner.

Men det forunderlige er, at nu, hvor den syge mor er død, så bliver der mere og mere plads til den raske mor i mine tanker. Og det er egentlig dejligt. Selvom det også er trist. Og det er jo dét, der er så pokkers ved den her sygdom. Dobbeltheden. Sådan var det de seneste år, men sådan er det også nu.

På den ene side er sorgen, på den anden side lettelsen – den, som nu frigør mere og mere plads til alle de gode minder om vores gamle Momse.

/Dorthe

Læs også: Kære mor, jeg håber, du mærker – vi er hos dig

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *