Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Efter endnu en dag på pårørende-kontoret…

Efter endnu en dag på pårørende-kontoret…

Så skete det igen. Dét, vi har prøvet efterhånden flere gange her den seneste tid. At blive ringet op og få at vide, at nu er det altså alvorligt. Denne gang lød beskeden i telefonen, at vores Momse havde fået en blodprop i hjernen, og at hun nu var på vej mod hospitalet.

Så farer man rundt, forsøger at samle tankerne, mens man samler sine ting…hvor er nøglerne, tasken, jakken… mens man samtidig styrter ud til bilen. Og af sted mod hospitalet.

Tankerne kører på fuld drøn i hovedet. Som om ens liv passerer forbi i et hurtigt flimmer – små glimt af et langt liv med min mor på min indre skærm. Et liv, der måske er definitivt slut i dag. Alt derude bliver så larmende, at man næsten ikke kan have det. Man må koncentrere sig. Holde fokus, bare nå frem i tide.

LÆS OGSÅ: Vi holder foredrag om at huske på de små lyse stunder med vores Momse

Jeg når at fælde mange tårer undervejs og tænker flere gange ved mig selv: ‘Nå, så blev det altså i dag…. kunne solen så i det mindste ikke have skinnet i dag!’

Vi leder efter parkeringsplads, husker at få tjekket p-skiven og p-reglerne på stedet. Bagefter fløjter vi rundt for at finde hospitalets trombolyse-afdeling, der er som sunket i jorden – vi løber op og ned ad trapper, når endelig i mål og kommer baldrende ind ad en stor svingdør til afdelingen. Mit blik fanges nærmest instinktivt af noget velkendt i mit venstre synsfelt. Derinde, i et undersøgelsesrum, får jeg nemlig øje på et lille bitte hoved, der stikker frem af flere lag af vattæpper. Hovedet kigger op på personalet med store mørke øjne. Den er god nok, det er min mor!

Jeg kan se det med det samme. Hun er her endnu. Hun har ikke tænkt sig at give op i dag. Jeg får lov til at gå ind til hende – og ganske rigtigt, hun er der stadig. Hun ligger trygt og godt dernede under dynerne, og da hun ser mig, mildnes hendes blege ansigt og lyser op  i det sødeste smil.

‘Lille mor, du må da ikke gøre os så forskrækkede’, udbryder jeg, mens jeg kæmper med tårerne, der nu er en blanding af lettelse og sorg.

En forbigående prop

Personalet står klar med trombolyse-behandling, men heldigvis kommer jeg rettidigt til at ridse historikken om vores dans med demensen op – og selvom min mor allerede er blevet hjerneskannet én gang, så bliver det lige gjort en gang til. For en sikkerheds skyld. Vi venter på gangen, men kort efter kommer lægen og fortæller os, hvad de har fundet ud af: Der har været flere blodpropper de senere år, og hendes hjerne viser med al tydelighed, at Alzheimeren i den grad har raget til sig. Så derfor konkluderes det, at når hun er så udfordret, så vil en trombolyse-behandling være for risikofyldt for hende.

Den blodprop, hun tilsyneladende havde i hjernen til morgen, har været forbigående. Hun er i bedring nu, og hun bliver trillet over til observation. Hun er træt, småsover, men smiler ind imellem og virker ikke mærket af, at hun er blevet sendt på hospital med fuld udrykning.

LÆS også: Det er pludselig blevet svært at besøge Momse alene

Min mand, søster, svoger og jeg kan sætte os i venteværelset og trække vejret ned i maven. Personalet kommer med en styrkende kop kaffe. Vi reflekterer over den seneste tids rutsjebanetur: For to måneder siden var det en nyre-bækken betændelse, så en lungebetændelse, så endnu én…og nu en blodprop. Og hver gang, der bliver trykket på knappen, smækker vi det mentale pårørende-blink på taget af bilen og suser af sted.

Hvor har hun gejsten fra?

Det er blevet aften. Mor sover så godt, og vi kører tilbage til plejehjemmet for at informere vores far om dagens strabadser. Han svarer lettet: ‘Jeg troede ellers, hun var taget til himmels.’ Samme aften bliver hun sendt hjem igen. Hvor har hun kampgejsten fra? Jeg er ikke sikker på, at jeg fatter det.

I dagene efter kan vi godt se, at proppen har sat sig sine spor. Hun snøvler lidt mere, hænger i venstre side, er vanvittigt træt. Men allerede dagen efter er hun oppe og sidde i sin kørestol igen.

Så vi begynder på en frisk. Forfra igen: Hun spiser, drikker og er glad, når hun ser os. Og sover siddende i stolen, når hun har brug for at skærme sig mod vores larmende verden. Alt er ved det gamle igen.

Hun må altså være ualmindelig sej, derinde i sin verden med sygdommen. Jeg, derimod, har i dagene efter været så flad, som jeg tror, man vil være, efter at have løbet 14 maratonløb i træk.

Man kan blive så glad for at få sin hund i armene igen, efter en turbulent tur på hospitalet.

Jeg har også reflekteret: Jamen, er det her et liv for hende? Svaret må være ‘ja, det er det – for det synes hun jo tilsyneladende, ellers havde hun vel ikke været her nu.’

Sådan vælger jeg rationelt at konkludere efter endnu nogle dage, hvor ens indre følelsesmæssige barometer når både brandstorm og kuling fra nord-vest, omskifteligt vejr fra øst for så igen at ramme det milde solrige og vindstille vejr. Spørgsmålet er bare, hvor længe…

Det er der ingen, der ved. Men imens kan vi puste lidt ud efter endnu nogle travle dage på pårørende-kontoret.

/Dorthe

Foto: Pixabay og privat



2 thoughts on “Efter endnu en dag på pårørende-kontoret…”

  • har været hvor I er nu, det varede 9 år, min mor døde i januar i år, og stressen har sat sig i mig for stedse.
    pas på hinanden….

    kh. Lonny

    • Kære Lonny, tusind tak for din mail. Jeg håber meget, at du kommer ud på den anden side af den stress, du har været udsat for i så mange år. Måske er tid også en faktor, også i den her forbindelse. Masser af støtte til dig, kh Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *