Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Historien om en demensramt, hendes oldebarn og en tøjhund

Historien om en demensramt, hendes oldebarn og en tøjhund

For nogle år siden overværede vi en lille samtale mellem vores Momse og hendes oldebarn, Magnus. De to havde en snak om Momses bløde tøjhund, Fie. Vi har tidligere skrevet om hendes store tøjhund, som var Monmses et og alt. Hunden, som hun havde fået i julegave nogle år efter, hun havde fået diagnosen, Alzheimers, gjorde hende glad og tryg. Fie var med alle steder – når Momse sad og hvilede i sin lænestol, med under dynen om natten, og bløde Fie kom også med Momse på den sidste rejse, da hun døde før jul sidste år.

I Momses verden var Fie ikke en legetøjshund. Den var levende, de to kommunikerede med hinanden, og Momse sad ofte og filosoferede sammen med Fie, der af gode grunde aldrig sagde hende imod.

LÆS OGSÅ: Noget af det bedste, vi gjorde for Momse, var at give hende en tøjhund

Den lille film, vi har klippet sammen, og man kan se herunder teksten, er omkring to og et halvt år gammel. Oldebarnet Magnus er fem år, og Momses Alzheimers er på det tidspunkt fremskreden, men hun kan alligevel kommunikere. Ikke at tingene gav så meget mening. Jeg tror heller ikke, at vi på det her tidspunkt var så gode til at forstå Momse og hendes nye verden. Vi forsøgte nok snarere at ‘tale hende til fornuft’ og korrigerede hende, når hun sagde noget, der var helt skævt.

Men fem-årige Magnus gad godt tale, og den her eftermiddag fik de to sig en snak. Om tøjhunden, som Momse jo mente var levende – mens fem-årige Magnus i øjenhøjde forsøger at forklare hende, at sådan en hund – som hans lillebror har magen til derhjemme – altså hverken kan gå eller gå i stykker.

Momse og Magnus

Kommunikation på et højere plan

Man kan heller ikke helt lade være med at tænke, at de to kommunikerer på samme frekvens, et eller andet sted.

Jeg har lært meget af at se filmen igen – for ja, det eneste rigtige var jo at lade hende blive i hendes tro – at hunden var levende – til hvilken som helst nytte, skulle man korrekse hende. Hun ville jo ikke blive rask eller pludselig begynde at forstå, selvom man forsøgte at forklare hende, at hunden altså var lavet af et eller andet syntetisk. Der ville ikke pludselig gå en prås op for hende af den grund. Af den simple årsag: Hun kunne ikke længere forstå, fordi hendes hjerne var syg.

Så et eller andet sted synes jeg, at moralen i klippet er: Let go, gå ind i hendes verden og leg med. Det er så dejligt befriende at høre hende og fem-årige Magnus tale sammen i en slags øjenhøjde. Og sjovt, da hun til slut giver ham igen af samme skuffe med et: ‘Det er min hund!’

DU KAN SE FILMEN HER:



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *