Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Historien om vores søde Momse med demens

Historien om vores søde Momse med demens

Sødeste lille mor, så er det i dag, at Idas og min bog udkommer. Din, min og Idas fælles historie om den lange svære dans med demensen. Jeg bliver både glad og ked af det, når jeg kigger på billedet  af Ida, Molle, mig og dig, der sidder og pjatter, en sommerdag i pigernes og min lille bitte have. Jeg bliver glad, fordi dengang var du den ’Momse’, der bare altid var der for os, og som var ved at blive kvalt af grin over pigernes tossede indfald, og som flere gange ugentligt kom futtende med hjemmebagte boller og lune pandekager. Det er dejligt at tænke tilbage på.

Men jeg bliver samtidig trist, for i dag er du jo slet ikke den mor og  Momse, som vi alle har kendt det meste af vores liv. Det satte Alzheimers for snart fem år siden en stopper for. Det var svært at erkende, og det tog lang tid for os alle, at se i øjnene, at det var sygdommen, der mere og mere satte dig ud af spillet. Til en begyndelse kunne vi ikke kende dig. Vi følte os magtesløse – hvad var det, der skete, og kunne det passe, at vi bare skulle se til, mens vores mor og Momse bare forsvandt mere og mere for os? Nej! Det kunne vi ikke bære, så på et tidspunkt tog  Ida og jeg skeen i egen hånd og begyndte en speciel rejse sammen med dig.

Vi besluttede os for, at det måtte være muligt at finde nogle måder at være sammen med dig på, som vi alle i familien kunne have mere glæde af. Det har ikke været let, det er heller ikke altid lykkedes helt – men det blev en opdagelsesrejse, hvor vi prøvede os frem. Og i dag kan jeg se tilbage på de sidste tre år, efter vi begyndte rejsen, og tænke at der midt i den lange rejse, også har været både gode, sjove og tankevækkende oplevelser sammen med dig. Så vores bog ’Momse med demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid’ (Pressto) er både en historie, som andre måske kan inspireres af (det håber vi inderligt), men den er også et rungende råb om hjælp: Der skal mange flere varme hænder til vores demente, der fortjener at blive behandlet værdigt med en uværdig sygdom  –  og hjælp til alle de pårørende, der er så magtesløse i denne lange, drøje og ufatteligt udmattende dans med demensen.

Hvem ved, måske er vi ved begyndelsen på en helt ny rejse – en helt ny måde at anskue demenssyge på? Det håber vi. Og vi håber, at rigtig mange kan blive inspireret af vores fortælling. Så kæreste mor, jeg håber, at der stadig er dage, hvor du kan mærke derinde et sted, at vi er her for dig, og at vi elsker dig.

/Dorthe

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *