Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Jeg sover altså IKKE – jeg hviler…

Jeg sover altså IKKE – jeg hviler…

Lige siden vores Momse fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom, har Ida og jeg skerevet dagbog om livet med sygdommen. Vi har også taget masser af billeder. Og så har vi faktisk også optaget rigtig mange små film med Momse.

Vi har ikke tidligere vist de små film. Men efter Momses død kan vi se på de små filmbidder med nye øjne, og det skægge er, at i dag kan man faktisk se, at mange af de ting vi pårørende har gjort og sagt – i den bedste mening – faktisk er både komiske og måske ikke altid lige konstruktive.

Som til eksempel filmen herunder teksten, hvor jeg en eftermiddag sidste sommer har filmet Momse i hendes helt klassiske yndlings siddestilling: Siddende henover spisebordet med hovedet hvilende ovenpå sine to knyttede hænder. Hvor har vi tit fundet hende siddende sådan, og hvor har vi mange gange følt, at det var helt forkert. Hun skulle jo op og i gang, være med i vores besøg, syntes vi   – og længe, meget længe, kæmpede vi en kamp for at få hende med op at stå, gå og i det hele taget være mere aktiv.

Men nogle gange var hun bare så træt.

Og netop denne eftermiddag forsøger jeg at være meget klog! Mente jeg selv. Som om jeg troede, at jeg kunne lokke hende eller overbevise hende med ord. Jeg spørger hende, om hun vil med en lille tur ned til elevatoren, og hun svarer beredvilligt ‘ja’. Men hun bliver alligevel  siddende, hvorpå jeg fortæller hende, at hun jo sidder og sover.

‘Ved du hvad, det gør jeg altså IKKE!’

Svarer hun mig. Men næh nej, den tager den voksne og irriterende pårørende-datter ikke for gode varer. Så jeg  insisterer på, at hun jo sidder og sover – og da jeg så spørger hende, hvad hun selv synes, det ligner, så svarer hun:

‘Jeg hviler.’

En larmende verden

Når jeg i dag kigger på videoen, der både er sød og sjov og er et fra-hjertet ønske fra en voksen datter om at få sin demente mor med ud at bevæge sig lidt – ja, så kan jeg jo sagtens se, hvad min mor siger til mig. Hun siger netop, at hun har brug for at hvile sig. Hun er i sin egen verden, som hun har brug for at være i.  Min verden fuld af insisteren og larmende spørgsmål magter hun jo ikke. Det er så tydeligt. Hun lukker af for mig, fordi den verden lige dér er for svær for hende at være i.

Hun siger det selv så klart. Hun har brug for hvile.

Vi pårørende gør meget i den bedste mening, og der er ingen facitliste. Men når jeg ser på videoen i dag, så tænker jeg, at jeg i stedet for at insistere på, at jeg har ret  – så skulle jeg nok havde anerkendt, at hun lige dér har brug for at være i sin verden. Og det er godt nok.

Havde det været i dag, havde jeg nok sagt:

‘Jeg kan se, du har brug for ro, mor. Vi går en tur ned til elevatoren, næste gang jeg kommer.’

Og havde ladet det være ved det.

Så læren er vel, at man i hvert fald ikke skal begynde at diskutere. Samtidig kan jeg ikke lade være med at smile lidt, for min mors stålsatte meninger – ja, de fornægtede sig da i hvert fald ikke, selvom hun var syg. Det skinner så tydeligt igennem på videoen. Åh, hvor jeg i dag kan savne dine sjove og bestemte meninger.

Herunder kan du se hele videoen:

 

/Dorthe

LÆS OGSÅ:Sidste år gik Momse selv tur – i dag skal hun køres rundt i solen

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *