Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Jeg vil gerne behandles med værdighed, når jeg bliver gammel – hvad med dig?

Jeg vil gerne behandles med værdighed, når jeg bliver gammel – hvad med dig?

Værdighed. Det er et smukt ord, og det er smukt at behandle andre med værdighed. På samme måde som man også gerne selv vil behandles med værdighed. Især hvis man bliver syg, dement, aldersvækket og så dårlig, at man er afhængig af, at andre tager sig af én.

Sikkert derfor vi så ofte hører ordet ‘værdighed’ brugt i forbindelse med ældrepleje, og en undersøgelse viste for nylig, at 59 procent af os frygter at blive behandlet uværdigt, når vi bliver gamle.

Jeg tror, at jeg, før mine forældre kom på plejecenter, havde et billede af, at når et menneske nærmede sig den sidste tid, så ville det foregå i ro og fred og med mange kærlige hænder og varme hjerter omkring sig. Det ville være værdigt. En værdig afsked med et langt levet liv. Sådan tænkte jeg, og mon ikke de fleste tror, at det er sådan, det er, når man kommer så langt i livet?

Men er værdighed i virkeligheden blevet som et gammel glasbillede, der er falmet og for længst har mistet sit glimmer?

Bliver hun mon glemt?

I den seneste tid har jeg i hvert fald  haft det svært med den dér værdighed. Vi har lige været igennem en periode, hvor vores Momse haft det så dårligt, og jeg gransker min hjerne for, om jeg synes, at denne tid har været værdig for hende. Hun har været kronisk sengeliggende. Havde nogle uger, hvor hun ikke talte, ikke spiste, ikke drak, og når vi kom på besøg ud på eftermiddagen, så halvt sad, halvt lå hun i sin seng. Hun har været på hospitalet, blev behandlet, kom hjem igen, fik ny infektion, svamp i munden, ubehagelig behandling for hende, og hun tålte, og tåler, slet ikke, at nogen bakser med hende –  så ligger hun bare og siger ‘lad nu være, lad nu være’. Eller ‘av, av, av’.

Jeg har følt, at det er så uværdigt. Men hvad i alverden stiller jeg som pårørende op i denne situation? Når der er stor knaphed på varme hænder, så føler man jo hele tiden, at man som pårørende forlanger det umulige af det travle personale ved hele tiden at spørge ind og bede om at følge op. Min største bekymring er, at hun – når vi ikke er der – bliver glemt. Ja, undskyld, men sådan har jeg faktisk tænkt, og det har kostet mange søvnløse nætter.

Jeg er magtesløs

Er det sådan, det skal være? Er det sådan, det skal ende, og kan man kalde det værdighed?

Jeg kan kun forsøge at lindre i denne tid. Jeg har jo sat mig selv det mål, at jeg – for min mors, min far og familiens skyld – vil forsøge at få det bedste ud af tiden på trods af demensen. Men det er så svært at få øje på, hvordan jeg skal målrette min indsats i denne tid.

Læs mereKan De høre, hvad jeg siger, frue?

Når vi kommer for tiden, er det noget med at sætte sig helt tæt til hende. Vække hende blidt, hvorefter hun alligevel – når hun lige har fundet ud af, at det er et kendt, venligt og smilende ansigt, der taler til hende – smiler sødt tilbage. Og i glimt er vi heldige, som da hun forleden kommenterede min søsters skjorte, den syntes hun var pæn. Som regel er hendes læber og svælg kronisk tørre, fordi hun sover så meget og med åben mund, så jeg tilbyder hende noget at drikke, nogle dage vil hun drikke af en ske, og i går fik jeg hende til at spise fem små musebidder af et stykke franskbrød med smør. Man kan blive glad for så lidt.

Hvad blev der af værdigheden?

Og så sidder jeg ellers tæt på hende, vasker hendes ansigt og hænder, stryger hende over håret eller på armene.

Jeg kan ikke gøre andet, og det er ekstremt frustrerende. For jeg ville så gerne kunne gøre meget mere. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af denne periode, men jeg føler mig enormt alene med det. Personalet oplever det ofte, men for mig er det her en ny og svær situation, hvor man hele tiden bevæger sig i et følelsesregister, der suser op og ned: Nogle dage er jeg afklaret, andre dage skal der ingenting til, så vælter tårerne ud.

Hvad gør I andre? Hvordan kan vi som pårørende sikre os, at den sidste tid bliver en tid for vores kære, som er omgærdet af kærlighed og – ja, værdighed? Jeg har ikke lyst til, at denne tid skal blive en tid, hvor jeg også skal bruge energi på at blive vred. Det er som om, at det er der slet ikke kræfter til, når livet sådan viser sig fra sin allermest barske side.

Jeg ville blive glad, hvis I andre har lyst til at skrive om, hvordan I har det med den her værdighed – og hvad gør I for, at jeres kære får en god og værdig sidste tid? I er velkomne til at skrive i kommentarfeltet herunder.

/Dorthe

Læs mereDet er pludselig blevet svært at besøge Momse alene

Foto: Pixabay



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *