Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Kan De høre, hvad jeg siger, frue?

Kan De høre, hvad jeg siger, frue?

Jeg har oplevet det før, når jeg har været med min mor til undersøgelser på hospitalet. Og nu har jeg oplevet det igen i forbindelse med, at min Alzheimers-syge mor netop har været indlagt. Hun var meget dårlig, da hun kom ind på hospitalets akut-afdeling. Hun havde feber og var det, personalet på plejehjemmet kaldte for ‘ikke kontaktbar’. Så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og drønede afsted til hospitalet, da der blev ringet efter mig. Ret heldigt, for jeg kom ind ad døren samtidig med, at lægen kom for at se til min mor. Han begyndte, som andre læger før ham, med at gå direkte hen, tage min mor i hånden og sige meget højt og tydeligt: ‘Mit navn er Anders, jeg er læge – jeg er her for at undersøge Dem, frue’.

Ingen reaktion fra min mor. Hvilket så animerede den flinke unge læge til at skrue endnu højere op for volumen og prøve med et endnu mere velartikuleret: ‘Kan De høre, hvad jeg siger…frue?’.

Det var så her, jeg forsigtigt brød ind med et: ‘Hendes ører fejler ikke noget, men min mor er dement – hun forstår nok ikke, hvad det er, du siger til hende’. Og herfra kom kommunikationen så til at foregå via lægen og mig.

Ja, ja – jeg har så ondt

Sidste år var det ved at gå helt galt, da jeg var med hende til ambulant behandling på et andet hospital. Jeg sad på en stol i et hjørne af undersøgelsesrummet, mens min mor skulle undersøges for en plet i overmunden, som muligvis kunne være et forstadie til kræft. På det tidspunkt havde min mor stadig noget sprog tilbage, hun kunne nogle dage forstå, hvad man sagde til hende,  og på gode dage kunne man være heldig, at hun svarede nogenlunde forståeligt. Den dag spurgte lægen –  højt og tydelig: ‘Hvor har De ondt, frue?’

Spørgsmålet fik trykket på en ‘av’-knap i min mor, der gik i gang med en længere udredning i stil med: ‘ Ja, jeg har ondt her…og…her…og her…’, sagde hun, mens hun skiftevis pegede på sine mave, sin lænd og sine ben.

Lægen kiggede desorienteret på mig, for var det ikke smerter i munden, hun var her for? Og så måtte jeg forklare, at min mor jo var dement, så hun kunne nok ikke huske, at det var på grund af pletten i overmunden, at hun skulle undersøges i dag. Bagefter tænkte jeg på, at gad vide, hvor hun var havnet, hvis jeg ikke havde været med den dag.

Lidt komisk – men alvorligt

Man kan trække på smilebåndet. For et eller andet sted er det da lidt tragi-komisk, at sundhedspersonalet nærmest pr. automatik taler meget højt til den alderssvækkede patient. Men bag det komiske i situationen, så gemmer der sig en problematik, som er mere alvorlig end som så. For hvad gør demente ældre, der kommer alene på hospitalet? Tænk sig, hvis lægerne ikke forstår, at det manglende svar ikke skyldes dårlig hørelse – men er et udtryk for, at den demente simpelthen ikke forstår spørgsmålet eller er i stand til at  svare for sig. Så kan det jo være så godt som umuligt at finde ind til, hvor den demente har ondt, og hvad han/hun fejler.

Og konsekvensen af det er både hjerteskærende og uhyggelig at tænke på, for kan man så overhovedet finde ud af, hvad der er galt med den, der er dement!

Heldigvis kunne vi være der, da min mor i sidste uge var så syg. Ingen af os kunne kommunikere med hende, hun var helt væk og havde så ondt, men jeg vidste, at min mors situation de seneste dage var blevet alvorlig forværret, hvilket jeg kunne fortælle den flinke læge. Han var både systematisk og grundig – vi troede nemlig, at min mors feber og overfladiske åndedræt skyldtes en lungebetændelse. Men da lægen ikke umiddelbart kunne høre noget på lungerne, blev min mor sendt til røntgen. Men heller ikke her viste lungerne tegn på infektion, så lægen måtte i stedet gå en anden vej for at finde ud af, hvad der var galt.

Lægen, der bistod ved indlæggelsen af min mor, var utrolig sød og dygtig. Takket være hans systematik og grundighed blev den rigtige diagnose til sidst stillet – min mor havde fået nyre-bække betændelse, og hun blev behandlet med en omgang bredspektret penicillin.

Der mangler en måde at kommunikere på

I tiden efter har jeg gået og tænkt på, at når det gælder undersøgelse og indlæggelse på hospitalet, så kan man undre sig over, hvor svært det er for personalet at kommunikere med en dement patient. Under min mors indlæggelse slog det mig, at ‘jamen ved de ikke, at hun kommer fra et demensplejehjem, og står der ikke et eller andet sted i hendes journal, at hun har Alzheimers?’ Allerede dér burde professionelle alarmklokkerne ringe. For så burde man vel vide, at så nytter det ikke noget at spørge højt og tydeligt, for det får ikke den demente til at vågne op og svare klart for sig.

Ideelt burde der være et eller andet system, der blev udløst i den situation, så man på hospitalet kunne rekvirere en slags demens-tolk, der kunne træde til og ‘tale samme sprog’ som den demente. For dels kan vi pårørende jo ikke stå på sidelinjen hele tiden, og i andre tilfælde er der måske slet ingen pårørende.

Min mor var så afkræftet, at hun fik pencillin og væske intravenøst. Hun forstår ikke længere,  at man skal tage hånden op til munden, hvis man vil have noget at spise eller drikke. Derfor undrede det mig også, at jeg, dagen efter indlæggelsen, fandt min mor siddende i sygesengen med et bord trukket ind over sig, hvorpå der stod en hel bolle med syltetøj og en tudekop med kaffe. På dynen havde personalet sat alarmsnoren fast med en klemme.

Uden mad og drikke…

Så sad min mor der i sengen fedtet ind i syltetøj og havde  ingen anelse om, at den røde snor var én, hun skulle hive i, hvis hun ville have fat i personalet. Også der hopper kæden af for mig – demente kan jo ikke længere klare sig selv, men det ved man tilsyneladende ikke på hospitalet. Det burde der jo stå i en eller anden journal, så de vidste besked. Hvis min mor havde været indlagt i mange dage uden besøg af os i familien, så tvivler jeg på, at hun havde fået ret meget at spise og drikke under det ophold.

Min mor er heldigvis hjemme hos sig selv på plejehjemmet igen. Men det er nok ikke sidste gang, vi skal frekventere hospitalet med hende, og jeg forventer ikke, at man allerede næste gang kan ryste op med nye demensvenlige færdigheder.

Men jeg håber da på, at vi en dag finder et system, en kommunikationsform, så den demente, når han/hun skal i behandling på hospital,  kan opnå størst mulig forståelse og dermed sikkerhed under indlæggelsen.

/Dorthe

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *