Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Kan Momse i virkeligheden genkende mig?

Kan Momse i virkeligheden genkende mig?

Som min mor allerede har skrevet lidt om her på bloggen, så har min mormor haft det rigtig skidt her på det sidste. For to uger siden var vi sikre på, at vi skulle miste hende. Jeg brugte hele min fredag på akutafdelingen sammen med min mor og hendes mand, hvor Momse svingede ind og ud af bevidstheden. Nogle gange stoppede hun simpelthen med at trække vejret. Og så måtte man hive fat i armen og ruske let, til man kunne høre hun hev vejret ind igen.
Jeg havde en mærkelig blanding af følelser den dag – jeg var bundulykkelig, og samtidig var jeg enormt taknemlig for, at jeg havde mulighed for at være der hele dagen. For jeg kunne mærke, hun havde brug for os, selvom hun ikke kunne sige det højt.

Jeg traskede op og ned ad de lange, grå gange. Det øsede ned udenfor, og jeg kan huske, jeg flere gange tænkte – er det virkelig i dag? Er det i dag, vi mister hende?

Det gjorde vi heldigvis ikke. Hun klarede indlæggelsen for nu, men for mig var det et kæmpe chok. Jeg har brugt enormt meget tid på at tænke på min karriere og hvad der skal ske for mig og min fremtid den sidste tid. Så at Momse pludselig blev så dårlig, at vi troede vi skulle miste hende, det ramte som en hammer lige i maven og mindede mig om, hvad der betyder noget.

 

Alligevel var der lyspunkter
Selvom indlæggelsen var hård, og jeg den følgende aften var så ulykkelig at jeg ikke kunne falde i søvn, fordi jeg simpelthen tudede så meget, så var der alligevel små lyspunkter.

Jeg sad ved Momses side det meste af tiden og holdt øje med, om vejrtrækningen var stabil. Jeg sad på siden af sengen og holdt hende i hånden og strøg hende lidt over håret og håbede på, at bare det jeg var der, gav lidt tryghed for hende. Hun havde intet sprog, og var så fjern som jeg aldrig har oplevet hende før.

Der havde været en lind strøm af læger og sygeplejersker ind og ud af afdelingen det meste af dagen, og på et tidspunkt skal én af dem tjekke hende, sådan så jeg må flytte mig lidt. Jeg rejser mig og går et par skridt væk, men ikke så langt at jeg ikke stadig kan få øjenkontakt med hende.

Hun bliver liggende, åbner øjnene og begynder at kigge på lamperne oppe i loftet. Som et lille barn nærmest. Og pludselig får hun øje på mig, imens lægen fikser det, der nu skal fikses. Og så lyser hele hendes ansigt op i et stort smil og hun begynder at grine. Jeg griner tilbage og vinker lidt til hende. Det føltes nærmest som om, hun i et kort sekund genkendte noget ved mit ansigt. Jeg aner ikke om det er rigtigt, men det var den følelse, jeg fik.

Og det skete flere gange den dag. At hun pludselig lyste op og kiggede på mig, som om hun i et split sekund genkendte mig. På et tidspunkt, hvor jeg sad tæt ved hendes side, tog hun pludselig hånden op og strøg mig over kinden og smilede. Og så var hun væk igen. Det kom i små bidder, og jeg må indrømme, jeg lod altså bare tårerne løbe. Det var simpelthen så rørende.

Hvor ser du godt ud, Momse!
Det blik er blevet hængende de sidste to uger. For et par dage siden var min kusine og jeg hjemme forbi Momse og Moffe. Momse er sengeliggende og normalt meget fjern, men lige den eftermiddag var hun vågen og kunne svare og endda have en lille samtale uden at miste tråden.

Jeg strøg hen til Momse og tog hendes hånd og sagde: ”Hej Momse, hvor ser du bare godt ud i dag!”. For det gjorde hun virkelig – der var farve i huden og hendes øjne strålede. ”Ja, det synes jeg nu også, jeg gør” svarede hun tørt, og så vidste jeg bare, hun var der.

Vi kunne ikke blive hængende så længe, min kusine og jeg, da vi skulle tilbage til en familiefødselsdag. Men Momse og jeg nåede at sidde lidt og have en hyggelig snak om ingenting. Hun kiggede igen på mig med et blik, der siger mig, at hun kan genkende noget. Hun ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er mere – men på et tidspunkt gav jeg hende et lille møs på næsen, og så smilede hun stort og sagde: ”Du har sådan et sødt lille ansigt!”. Igen som om hun genkendte noget.

Det er en svær periode lige nu, for jeg går hele tiden og er bange for at få et opkald med beskeden om, at det er nu, og jeg skal komme med det samme. Og samtidig samler jeg på de her små stunder, hvor jeg lige får givet hende et smil på læben og forhåbentlig følelsen af lidt tryghed. Jeg tænker, at det er det bedste, jeg kan gøre, som situationen er nu.



2 thoughts on “Kan Momse i virkeligheden genkende mig?”

  • Kære Ida.
    “Se med hjertet” – så tror jeg egentlig ikke, at du er i tvivl om, at Momse godt ved, du er dig, og at det er dig hun ser på – ikke sådan forstået, at hun ville kunne sige eller direkte udtrykke at det er dig, måske heller ikke sådan, som du husker og ser personer du kender – mere som noget der berører en streng i din Momses hukommelse af en følelsesmæssig erindring om noget der er kendt og rart (og utvivlsomt også højt elsket!). En kontakt I har i de øjeblikke er “guld” for Momse og det mest værdifulde du kan give hende lige nu.
    Venlig hilsen Christian Christensen (ssa “emeritus”)

    • Hej Christian! Tusind tak for din besked, det er jeg meget glad for, du skriver 🙂 Det er også den følelse, jeg får – og det kommer lige pludseligt ud af det blå! Det skete også i lørdags, da jeg var ude hos hende – hvor hun pludselig stopper op over kaffen og ser på mig og griner, som om det pludselig går op for hende, hvem jeg er – og sekundet efter er det væk. Jeg samler i hvert fald på de øjeblikke, det er dejligt at mærke, at kærligheden er derinde bagved stadig 🙂
      Tak fordi du tog dig tid til at skrive, det betyder meget! De bedste hilsner Ida.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *