Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Momses klædeskab gemte både på minder om liv og forfald

Momses klædeskab gemte både på minder om liv og forfald

Min søster og jeg skulle mødes for at få ryddet op i vores mors tøj. Nu mere end to måneder efter Momses død var det vel på tide – mente i hvert fald vores far. Måske havde han brug for, at der blev gjort rent bord, en slags mental oprydning.

Så vi kom anstigende med en rulle med store gennemsigtige plastiksække. Planen var, at alt det, der ikke kunne være af interesse for andre, skulle  i én sæk. Noget af det gode, men lettere forvaskede, blev puttet i de sække, der siden skulle proppes i genbrugscontainere – og så var der alt det, som vi døtre og børnebørn gerne ville beholde som minder om Momse.

Men hvor begynder og ender man, når man skal rydde op efter en kvinde, der hele sit liv elskede tøj og som købte meget af det?

Vi trak vejret dybt og gik i gang med oprydningen, som skulle vise sig at blive et kærligt gensyn med vores mors liv og en tur meget langt tilbage ad ‘memory lane’.

LÆS OGSÅJeg savner et intranet på plejehjemmet

Se nu den smukke jakke dér…

For se nu for eksempel den her smukke Betty Barcley jakke med de kæmpe 80′ er skulderpuder – ‘neeej, den var så flot, den var dyr, og jeg kan huske, at mor købte, dengang vi skulle til rund fødselsdag….’, sagde min søster med nostalgi i stemmen, mens hun foldede jakken med de spraglede røde og pink roser sirligt sammen.

Momse var så fin, da hun sidste sommer var med til bryllup.

Og se nu dér – det fine sæt med den florlette jakke i lille nuancer, som min søster købte sidste sommer, da jeg skulle giftes, og min mor skulle med til dét, der blev hendes livs sidste bryllup. Jeg tager sættet med jakke og bukser og holder det op foran mig.

Hun var jo så fin, og hun var endda så frisk den dag, at hun – da jeg kom op ad kirkegulvet – udbrød: ‘Jamen, det er jo Dorthe’, hvorefter tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hun samtidig var ét stort smil.

Der er lige noget, du skal se

Minderne vælter frem, efterhånden som vi finder tøjstykker frem, og dét, der skulle være en praktisk oprydningsdag, bliver efterhånden noget helt andet og langt mere andagtsfuldt. Tøjet bliver denne eftermiddag til historien om hende og hendes liv. Hvert tøjstykke er fuld af historier, og vi taler om, hvordan hun ofte førhen, når vi kom på besøg i barndomshjemmet, sagde til os: ‘Kom lige med op, der er lige noget, du lige skal se…’.

Så vidste man, at nu havde hun været ude og købe nyt til garderoben. Og så havde hun hængt den nyerhvervede plisserede nederdel eller festjakke på en bøjle foran sit klædeskab, som så hang og ventede på, at de vokse døtre skulle komme forbi og bifalde.

Ikke at hun nogensinde købte noget, der ikke var pænt – men hun skulle næsten altid have en second opinion fra sine døtre.

Vi griner vemodigt, og jeg kan også mærke en tåre, der presser sig på, efterhånden som vi kommer til bunds i skabet. For hvor er her meget, og hvor det dog minder mig om den mor, der var en pæn dame. Engang. Altid velklædt, altid velsoigneret, nyklippet hår og med smykker og lakerede negle.

Det var sådan, hun var, og selvom hun blev ramt af Alzheimers, så lå dét med at være en pæn dame længe  stadig dybt i hende.

Store plastikposer fulde af tøj og en lang livshistorie.

Hun var så pæn i begyndelsen

Men så flyttede hun og Moffe på plejecenter for to år siden. Min søster og jeg brugte dengang mange timer på at stryge mærker i alt deres tøj – mærker, som vi i øvrigt i dag har svært ved at få pillet af hendes tøj igen – og lagde hendes tøj i fine bunker side om side i skabet: Sokker, undertøj, nattøj, t-shirts osv. Vi havde også købt flere bløde veloursæt i klare farver, som hun elskede være klædt i, og som vi mente ville være det nemmeste at give hende på, nu hvor hun var syg.

LÆS OGSÅÅåååh, vi har haft den mest magiske eftermiddag

Det var vigtigt for os, at vores mor blev ved med at se pæn ud, for vi vidste, at det også altid havde været vigtigt for hende.

Til at begynde med var hun også pæn. Måske fordi vi i begyndelsen lagde os i  meget i selen og ofte lagde tøj frem til personalet, når vi var på besøg. Men som hverdagene tog over, så skete det alligevel  oftere og oftere, at man kom på besøg og fandt en mor i noget besynderligt tøj: Kortærmede sommerskjorter på en vinterdag, uformelige kæmpe-kjoler og trøjer, som ikke var hendes, men som ved en fejl var havnet på hendes hylder – og som sikkert var det, der havde ligget lige for under et travlt morgenritual.

Vi har gennem de to år samlet bunkevis af tøj, der var røget forkert ind på vores forældres hylder, og vi har troligt lagt det tilbage i plejehjemmets vaskeri – ligesom vi også har brugt meget tid på at lede efter vores mors (og fars) tøj, som var blevet væk det selvsamme sted.

Man kan blive så træt

Til at begynde med bliver man vred, for det er hårdt at have en mor med Alzheimers – og det bliver på en eller anden måde dobbelthårdt, når man kommer og finder hende i besynderligt tøj og med krummer om hagen og sovse-og saftpletter på maven.

Så bliver man en frustreret pårørende. Ens mor skal ikke se sådan ud! Det er ikke værdigt. Så løber man lidt stærkere. Får bestilt tid hos frisør, skifter skjorter, når man er på besøg, skriver beskeder til personalet, om de ikke nok vil sørge for, at hun får noget pænt tøj på osv.

Men det blev skruen uden ende, og det er jo ikke, fordi personalet generelt er ligeglade med, om ens mor ser pæn ud. Man finder bare ud af, at de har travlt og ofte skal finde tøj i en håndevending.

Det er bare som om, når man står dér på sidelinjen, at sovsepletter og løjerligt tøj nærmest bliver en understregning af al dårligdommen.

Jeg resignerede på et tidspunkt. Jeg magtede ikke længere at tage kampen op – jo, jeg har vasket mange sovsepletter væk fra hendes skjorte, skældt ud når hun sad i gennemvædede bukser, og jeg har børstet hendes hår, sat spænder i, lakeret negle og givet hende læberødt på, når jeg var på besøg. Men jeg opgav kampen om det pæne tøj, for jeg var nødt til at tænke, at det var trods alt bedre, at hun havde det godt – end at jeg fik tilfredsstillet min trang til at se en mor i pænt tøj, når jeg kom på besøg.

Men det er en sorg at se forfaldet, uden at være i stand til at gøre noget ved det. Til slut kunne vi jo heller ikke selv magte at få hende i en ren trøje længere.

Retfærdigvis skal det siges: Momses personlige assistent gjorde, hvad hun kunne – redte Momses hår, satte spænder i og fandt altid en sød perlekæde, som Momse også elskede at få på, men hun var jo ikke på arbejde 24/7.

Og Momse fik også fint tøj på til mit bryllup sidste sommer. Nyt tøj, som vi lagde parat dagen før sammen med et brev, hvori vi skrev, om de ikke nok ville hjælpe os med at gøre hende fin til dagen. Det var en stor glæde at se hende både smuk og glad den dag – og jeg er sikker på, at hun et eller andet sted også selv kunne mærke fornemmelsen af at være smuk, og at det gjorde hende godt at få så mange komplimenter den dag.

Glad var hun i hvert fald. Og glad var jeg, der efterfølgende huskede at kvitterede med chokolade til personalet.

Historien om de – engang – så nydelige damer

Der er bare dét ved historien, at med Alzheimers og et liv på plejehjem, så er det også historien om forfald.  Og i årenes løb har jeg set mange nydelige ældre damer flytte ind på hjemmet. I begyndelsen altid i pænt tøj, med brocher, lækre olivengrønne udltrøjer og pæn grå page – men ens for dem alle er, at der går ikke længe, så har den nye hverdag og virkelighed meldt sig, og så sidder også de som en af mange, der ikke længere selv kan holde styr på hygiejne og udseende. Forstemmende, men hverdagen – desværre.

LÆS OGSÅJeg vil gerne behandles med værdighed, når jeg bliver gammel – hvad med dig?

Så Momses tøj er denne eftermiddag  ikke bare tilfældige beklædningsstykker fra et skab, der nu ligger i poser og bunker og skal videre – forhåbentlig til mennesker, der bliver glade for det og kan stå foran et spejl og føle sig smukke – det er også historien om et langt liv. Momses livshistorie. Hendes begejstring for smukt tøj i skrappe farver. Og samtidig den triste historie om et menneskes forfald.

Så det er med blandede følelser, vi sætter elastikker om poserne og får bakset dem ned i bilen.

Det slår mig dog, da vi kører afsted mod genbrugscontainerne: Én ting er jeg denne eftermiddag ubetinget glad for, og det er, at da Momse rejste videre herfra –  ja, da var hun i hvert fald pæn i tøjet. Klædt i nyt rødt tøj fra top til tå, med blomsterspænder i håret og sine bløde uldne sutsko…det havde vi selv sørget for.

/Dorthe



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *