Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Man er ikke sin pårørenderolle – man har også brug for pauser og glæde

Man er ikke sin pårørenderolle – man har også brug for pauser og glæde

‘Min far har haft sygdommen i årevis, så vi har levet med det længe. Men jeg kan ikke holde ud at høre om den her dumme sygdom længere, derfor melder jeg mig ud af gruppen for pårørende til Alzheimerpatienter.’

Sådan nogenlunde var ordlyden i et opslag på Facebook i den pågældende gruppe for nylig. Netværket, der udveksler erfaringer – de gode og dårlige – med hinanden og støtter hinanden, når det hele bliver for håbløst. Men det kan tilsyneladende også blive for meget at være i det hele tiden.

Og jeg forstår godt den voksne datter, der har brug for en timeout.

Selvom jeg virkelig prøver, så kan jeg heller ikke altid finde de positive sider ved at være pårørende. Jeg er også i en periode for tiden, hvor jeg synes, det er lidt dumt, det hele. Jeg har gransket min hjerne, for hvad er det egentlig, der gør, at det kan være så forbistret svært at stå distancen som pårørende i længden?

Jeg har forsøgt at beskrive følelsen med et billede for mennesker, som ikke har prøvet at være i situationen:

Hvis du forestiller dig, at du hælder nyt vand i en vase med smukke blomster. Du hælder og hælder. Men vandet fosser bare ud i den anden ende, der er nemlig hul i bunden – og selvom du hele tiden pøser nyt vand i vasen, så visner de smukke blomster bare mere og mere. Man giver så meget, men hver dag skal man alligevel begynde forfra igen, og der er aldrig nogensinde lys for enden af den her tunnel.

Så kan man gøre noget, i tide,  for ikke at brænde helt ud, både for sin egen og den syges skyld?

Det spurgte jeg to pårørendepsykologer, som jeg netop har interviewet, om. De svarede blandt andet:

‘Hold pauser fra sygdommen. Ind imellem er det okay at slippe ansvaret og give sig selv lov til at være menneske. Tag et karbad, gå en lang tur, tag i biografen eller drik en hulens masse kopper kaffe med mennesker, du holder af. Find dine egne oaser, hvor du lader op – med andre ord, sig stop i tide, før det ender med en sygemelding.’

Jeg er glad for det råd. Det vil jeg tage med mig – for jeg er jo ikke min pårørenderolle. Jeg er et menneske, der også har lov til  – og brug for – at rette antennerne mod alt det dejlige, som livet også er. Jeg har også brug for at være glad.

Så kære pauser, jeg glæder mig til at nyde jer – med god samvittighed.

Dorthe Boss Kyhn



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *