Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Momse med demens som podcast

Momse med demens som podcast

Den 10. maj har flere kommuner rundt omkring i landet holdt Demensens Dag med en række arrangementer.

I den forbindelse besøgte jeg Radio Nova, i programmet Aftenklubben, til en samtale om at være pårørende til en mor/mormor med demenssygdommen, Alzheimers. Jeg har lagt et link til programmets podcast nederst på siden her, hvis du har lyst til at lytte med.

Selvom vores elskede Momse døde for fem måneder siden, så synes jeg fortsat, det er vigtigt at blive ved med at tale om demens. Man kunne så let sige – det var så dét kapitel i livet. Det var godt nok hårdt, i de år det stod på – og nu skal jeg videre til noget helt andet. Men jeg har siden min mors død kunne mærke, at jeg skal blive ved med at tale om demens. Vi skal have nedbrudt meget tabu og finde nogle nye veje til at få det bedste ud af det livsvilkår, der rammer, når ens kære får en demenssygdom. Og til at forstå de mennesker, der rammes.

Mit hjerte bløder til stadighed over de mange ensomme mennesker med en demenssygdom, der sidder i deres egne lukkede verdener rundt omkring på landets plejecentre. Jeg tror, at om 20 år så vil vi kigge tilbage og sige om i dag: Tænk sig, at der var engang, hvor man bare lukkede demensramte af vejen – jeg tror, at vi en dag vil finde ud af, at hvis vi inddrager og drager den rette omsorg for de ramte, ja – så kan de meget mere, end vi går rundt og tror i dag. Jeg er sikker på, at man kan opnå et mere indholdsrigt liv, end de fleste ramte har det i dag.  Med den rette indstilling til behandling, og måske endda en ny form for medicinsk behandling, og kærlighed og omsorg.

Og det er derfor, jeg bliver ved med at skrive og tale om demenssygdomme. Det kan godt være, at sygdommen gør, at vores kære begynder at glemme – vi må bare aldrig glemme dem. Vi skal kæmpe for dem.

Aftenklubben, Radio Nova. Lyt med her:

https://radioplay.dk/podcast/aftenklubben/

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *