Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Noget af det bedste, vi gjorde for Momse, var at give hende en tøjhund

Noget af det bedste, vi gjorde for Momse, var at give hende en tøjhund

I dag vil jeg gerne fortælle om en hund. En tøjhund, vel at mærke. For jeg har lyst til at give et råd videre. Jeg sidder nemlig her og kigger alle mine gamle blog-indlæg igennem, og jeg henholdsvis griner og græder – for selvom de sidste måneder af Momses levetid var så svære, så vil jeg aldrig glemme de stjernestunder, vi trods alt havde en del af. Men som på en eller anden måde er røget lidt i baggrunden i forhold til alt det, der bestemt ikke var rart.

For tiden går jeg ellers og tager mig sammen og mod til at få skrevet om min mors allersidste uger. Ikke fordi jeg mener, man skal holde fast i negative følelser og tanker, men der var nogle ting i det forløb, som nager mig, og som jeg godt kunne tænke mig at dele med jer andre, for at høre hvordan I andre oplever den svære sidste tid og det svære farvel.

Men den er lidt tough og svær at komme i gang med, den tekst. Så tilbage til stjernestunderne og tøjhunden, der var årsag til mange af dem.

LÆS OGSÅ: Det er som om, at sorgen rasler inde i mig

Jeg kan se i mine skriverier, at jeg en dag sidste efterår fortæller, at min mor, trods en nyligt overstået nyre-bækkenbetændelse, er i godt humør, da jeg kommer. Hun  ligger i sin seng med sin kæmpe store slaskede tøjhund på sin mave. De to var i dyb snak.  Jeg gik rundt og  brokkede mig over regnvejret og mumlede, at det var da lige til at blive i dårligt humør over. Momse kiggede op fra sin hunde-snak og svarede henkastet: ‘Jeg er ikke i dårligt humør, er du?’

Ååååååh, altså – alle de der sjove perler, som vi trods alt fik lov til at opleve.

En hund under juletræet

Men tilbage til hunden.

Fie var en kæmpe stor tøjhund, som min søster købte til min mor i julegave for to år siden. Da Momse havde pakket hunden ud og fik den i sine arme, faldt der en nærmest magisk ro over hende. Hun har altid elsket hunde, og især efter hun blev syg, gik der næsten ikke en dag, uden at hun spurgte, om hun dog ikke nok måtte få en hund. Og vi svarede talrige gange, at den gik nok ikke, for hvem skulle fodre den og gå med den? Vi vidste jo ikke bedre.

Men hun holdt op med at spørge, da hun fik Fie. Nu fik hun jo sin hund. Det var bare de to, Momse og Fie. Fie og Momse.

Siden den jul blev Fie en vigtig del af vores liv. Når man kom på besøg, sad Momse altid med Fie, nussende og messende: ‘Du er sådan en god hund… er du en god hund? Jah, du er sådan en god hund….’ og sådan kunne det blive ved. Lige i begyndelsen fodrede Momse også Fie, puttede simpelthen cornflakes ind i munden på den, og hun spurgte mange gange, om vi ikke skulle tilkalde dyrlægen, for der var da noget galt med Fies øjne. De kunne ikke lukke.

Og for os var der altid noget at tale om, når vi var på besøg. Vi kunne jo ikke spørge, hvad hun havde lavet i dag – men man kunne altid spørge til Fie.

Kunne lukke kaos ude

Det var den bedste gave, vi kunne give vores mor/momse. Fie blev Momses store tryghed. Når alt andet ramlede om ørerne på hende, så var der altid Fie at falde tilbage på. Med Fie i armene kunne hun lukke vores kaotiske verden ude og lægge sin kind på den bløde pels og trække sig ind i sin egen verden.

Jeg har aldrig tænkt over, at andre kunne opfatte det som underligt, at min mor fandt tryghed i en stor tøjhund. Jeg blev dog mindet om det, da Momses lille oldebarn, Magnus, der selv har en hund præcis magen til Momses, en dag satte hænderne i siderne, kiggede bestemt på Momse og sagde højt: ‘Jamen, en tøjhund kan da ikke tale!!!’

Hvortil Momse prompte svarede: ‘Joh da, vi forstår hinanden…’

Og det var jo præcis dét, det handlede om. De to havde netop hinanden, og i Momses demensverden forstod Fie og hun til fulde hinanden. Fie dækkede hendes behov. Den kunne skærme hende og give hende den tryghed, som verden omkring hende ikke kunne – set med de briller, så er det let at forstå, at Momse opfattede det som, at de to ‘forstod hinanden’.

Man skulle være sød ved Fie

‘Er du en god lille hund? Ja, du er sådan en god lille hund’. Jeg kan stadig høre Momse i snak med sin elskede Fie.

Efterhånden blev Fie – eller King, Django og alle de andre navne, som den er blevet kaldt gennem tiden – en fast del af familien. Momse gik nærmest ingen steder uden Fie, og når hun kom tilbage fra ophold i opholdsstuen, så var hun et stort smil, når hun hjemme i stuen igen fik sin hund i armene. Mange gange har jeg for sjov sagt – ‘her har du din lille dumme, forkælede hund’ og har nevet hunden lidt i de tykke bagben, hvilket altid afstedkom en hvas kommentar fra Momse. For alle skulle være søde ved Fie.

LÆS OGSÅ: Det lange farvel

Sidste efterår blev, som vi har skrevet meget om her på bloggen, et efterår med mange hospitalsindlæggelser. Momse kom ofte hu-hej-afsted på sygehus uden sin hund, og når jeg hentede Fie for at tage hende med ud til Momse, så sagde min far ved flere lejligheder, om det nu også var nødvendigt. Jeg var aldrig i tvivl  – Fie skulle med på sygehus, for netop derude havde Momse ekstra brug for tryghed. Jeg tror, min far syntes, det var lidt pinligt, for i hans optik, så leger voksne mennesker ikke med bamser.

Jeg forstår hans reaktion. Men omvendt – Momses tøjhund gjorde hende godt. Hun fik det tydeligvis bedre, når hun fik sit krammedyr ind til sig. Selv på det allersidste lå hun altid med sin bløde hund ved sin side.

Momse og Fie i en himmelsk hundeskov

Da hun blev så dårlig, at hun ikke længere magtede at holde om hundens krop, så sørgede vi altid for, at Fie lå med sin bløde pels tæt ved Momses kind, så hun kunne mærke, at den var hos hende. Så ja –  Fie har gennem årene afstedkommet mange både  sjove og eftertænksomme stunder – for os alle i familien –  og derfor tænker jeg, at andre måske kan inspireres af vores historie til også at forære deres syge familiemedlem en ‘Fie’.

Min mor var også glad for plejehjemmets demens-dukker, men ingen af dem kom nogensinde op på siden af hendes egen bløde, slaskede Fie.

Så da vores Momse døde, var der heller ingen tvivl. Selvfølgelig skulle Fie med på Momses sidste rejse.

I dag kan jeg for mit indre se de to for mig, måske ligefrem i en himmelsk og solbeskinnet hundeskov et sted. Kind mod kind og med Momses glade stemme:

‘Er du en god lille hund? Du er sådan en god lille hund, jah, det er du altså….’

/Dorthe

 

LÆS OGSÅ: Vi holder foredrag om at huske på de små lyse stunder med vores Momse



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *