Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Min pårørende-hjerne føles nogle gange som en vredet karklud

Min pårørende-hjerne føles nogle gange som en vredet karklud

Nogle gange har jeg oplevet, at det dér med at være pårørende kan komme til at fylde så meget, at min hjerne kværner på højtryk 24/7. Bekymringstankerne lever deres eget liv inde i mit  hoved, så det i perioder føles, som om min hjerne er blevet vredet op eller nærmest forstuvet.

Jeg har spurgt mig selv, hvorfor det sker? Og mit svar til mig selv er, at det er summen af alle de mange problematikker, man kronisk har tæt på:

Når jeg går i seng om aftenen, så sætter jeg altid telefonen på lyd, for sæt nu der bliver ringet efter mig… Ofte bliver jeg vækket af bekymrede tanker tidligt om morgenen, og så kan det være nærmest umuligt at finde ro igen. Det kan også være noget med, at selvom jeg holder af at besøge mine forældre på plejecentret – og ofte gør det for at få vished og ro  –  så kan et besøg godt ligge og fylde.

Hvilken dag er det?

Hvorfor? Lad mig give et eksempel:

Allerede ved plejehjemmets hoveddør mærker jeg de bange anelser i maven. Hvad venter der mig? Vil hun sidde sammensunket og sove, vil jeg kunne vække hende i dag, har hun mon en god dag, hvor jeg kan være heldig at få hende til at give et lille smil?

Ja, spørgsmålene stiller sig allerede i kø, endnu før jeg er over dørtærsklen.

Jeg trækker vejret dybt foran deres egen dør, banker på…og pyyha, måske er i dag en dag,  hvor jeg møder en mor, der lyser op – ikke fordi hun længere kan genkende mig endsige huske mit navn, men når hun hører min stemme, så lyser hendes ansigt op. Det er så tydeligt, at min stemme og ansigt indgyder noget, hun forbinder med tryghed.

Læs ogsåHusk lige dig selv, så på med vandrestøvlerne

Forleden sagde hun til min datter, Ida, da hun kom på besøg, at hun havde sådan et sødt ansigt. I min optik er det en anden måde at sige: ‘Dig kender jeg, dig er jeg tryg og glad ved’.

Så kan vi hygge i en stund, som regel falder min mor i søvn, men så kan min far og jeg få en lille sludder. Og så er alt jo godt.

Hjem til aftensmaden

Men så skal jeg hjem, og så kan jeg glad og hej-sigende stryge igennem dagligstuen, hvor de samme ældre damer sidder dag efter dag – og som regel er der en af dem, der lyser op, når jeg siger ‘hej hej’, og så kan jeg ud af øjenkrogen også se, hvor trist hun bliver igen, når jeg bare suser videre med en bemærkning om, at jeg skal skynde mig hjem til aftensmaden.

Ja, det går altså ind på mig, når jeg ser de mange, der sidder så ensomt og higer efter et smilende ansigt. Så kan jeg gå hjem og blive trist på flere af de øvrige beboeres vegne. Sådan én er jeg, og det er ikke altid let.

Når jeg så kommer ud på gaden, kan jeg tage mig selv i at tage en meget dyb indånding og være ekstra glad for vinden i ansigtet. For det er som om luften derinde er tung af alt det, der kan fylde så meget i mit hoved. Og så kan jeg ellers cykle hjemad med en følelse af, at i morgen er der endnu en dag – hvor jeg kan begynde helt forfra igen, og jeg ved, at dagen 100 procent vil ligne den dag, jeg lige har gennemlevet. Det er en følelse af Sisyfos – forfra, forfra, forfra.

Et lammende spørgsmål

Nu siger jeg ikke, at jeg altid føler det på den her led. Men der kan være perioder, hvor det føles tungere, og det kan man ikke altid styre.

Jeg tror, at den seneste periode, vi har været igennem, har trukket lidt tænder ud. Det begyndte ved min mors indlæggelse for nogle uger siden, hvor to læger kort efter ankomsten på hospitalet – nærmest som var de nyhedsjournalister til et pressemøde – afkrævede mit svar på, hvorvidt jeg ønskede genoplivelse, hvis min mor fik hjertestop. Jeg var ude af stand til at svare, så min mand måtte tage over sige, at vi vist lige havde brug for en timeout. Det spørgsmål, lige der og den dag, lammede min hjerne i flere dage efter.

Læs også: Det er svært for andre at forstå, at man kan sørge på grund af et menneske, der stadig er her

Til gengæld mærker man jo så, at man i dagene efter faktisk begynder at fordøje en sådan melding, for så at acceptere, at det er nødvendigt at tage stilling og give svar. Men jeg nævner det blot her for at give et eksempel på nogle af de mange problematikker, man skal konstant bliver bedt om at forholde sig til i den her proces.

Giv dig tid til at holde fri

Og ja, jeg synes, det er benhårdt at skulle sidde med sin familie og sætte ord på de her ting og tage stilling til genoplivning, behandling, afskedspakker, og hvad der ellers bliver smidt i plenum. Så det går også ind og sætter sig på tværs et eller andet sted i hjernens kringlede kroge.

Så det er vel ikke så underligt, at man som pårørende i perioder kan føle det som, at ens hjerne er en karklud, som nogen har vredet rundt. At man kan blive så mentalt træt, at man føler det som om den er forslået og forstuvet.

Kunsten er vel så, at give sig selv – inklusive hjernen – fri. Give dig selv lov til at være sammen med andre mennesker, der gør dig glad, får dig til at grine og bygger dig op igen. Finde de små oaser i hverdagen. Og en oase kan være så mange ting. En biograftur, et varmt bad, en eftermiddag med gamle veninder, en weekend, en rejse – eller en gåtur eller noget af det bedste for mig er at tage til zumba og give den max gas.

Et godt og vigtigt råd

I Idas og min nye bog, ‘Momse med demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid’ har vi blandt andet talt med to pårørendepsykologer. De giver følgende gode råd:

‘Husk at minde dig selv om, hvad det var, der gav dig energi engang – og begynd med at få integreret nogle af de aktiviteter i dit liv igen. Og prøv at se, om du i perioder kan give ansvaret til andre, så det er ok, at du ikke er tilgængelig’.

De to psykologer hedder Mia Forsling og Zarah Vedel Høst.

Det er gode råd. Men det er også noget, man skal lære – det er en proces at lære sig selv, at jeg må faktisk godt være glad, selvom jeg er trist. Det lyder skørt, men det er jo sådan, det er.

 

/Dorthe Boss Kyhn

Foto: Pixabay

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *