Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Sansehaven, der blev glemt – for hvem skal betale for havearbejdet?

Sansehaven, der blev glemt – for hvem skal betale for havearbejdet?

Sidste år blev sansehaven på mine forældres plejecenter indviet under pomp og pragt – med bobler, kage og forventningsfulde beboere og pårørende. Haven er ikke stor, men den var der, og den var hårdt tiltrængt, for der er absolut ingen andre brugbare rekreative områder i forbindelse med plejecentret.

Sansehaven som den så ud i juni 2018 – ukrudt og udtørrede buske.

Men nu var der endelig en lille havebid med smukke blomster i bede, æbletræer, rislende vand og en enkelt sansegynge. Glæden varede imidlertid kort. Dels rykkede vi til møder talrige gange for, om vi ikke kunne få borde og bænke i haven, så man også kunne sidde dernede sammen med sine familiemedlemmer og nyde blomsterne – det skete bare aldrig. Og så ville vejrguderne, at sidste sommer blev usædvanlig varm, så i løbet af få uger, døde alt levende i bedene, fordi ingen – mig bekendt – nogensinde vandede.

Så blev det forår igen, og vi var forsigtigt forventningsfulde.

For måske kunne vi i år få en have for de ældre, som vi kunne bruge som mål for små gåture? Men nej – heller ikke i år sker der noget i den have, som min far er begyndt at kalde for ‘stresshaven’, fordi ukrudtet står i fuldt flor (som på ovenstående foto, der er taget for få dage siden). Der er heller ikke plantet blomster i bedene i år – der er dog kommet en enkelt bænk til – men ingen sidder nogensinde i haven. For hvem har lyst til at sidde i en have, som ingen gider passe?

Hvem skal luge?

Det skulle være en smuk sansehave, men i juni 2018, så bedene således ud.

Jeg har holdt mig tilbage længe. Jeg har været afventende og tålmodig.

Men både jeg og andre pårørende har ved talrige møder på plejecentret påtalt haven: ‘Hvad sker der med den, hvorfor får vi ikke en sansehave, som rent faktisk er indrettet, så vi kan komme rundt i den med kørestole, og hvorfor kommer der ingen blomster i haven?’ Ja, spørgsmålene har der været mange af, men der kommer ingen brugbare svar. Ej heller handling – vi har hverken en sansehave eller andre rekreative områder, vi kan gå hen med vores ældre.

For en måned siden var jeg til såkaldt ‘åben dør’ møde hos plejecentrets leder og jeg – og i hvert fald to andre pårørende – spurgte endnu engang til den sansehave, som har udviklet sig til at være en farce. Svaret fra vores udmærkede og lyttende leder var: ‘Vi er helt enige, men grunden til at haven ikke bliver passet er, at boligselskabet og kommunen ikke kan finde ud af, hvis ansvar det er at passe haven.’

Aha, miseren skyldes altså uenighed om, hvem der skal betale for havearbejdet!

Men er det okay, at det skal gå ud over de mennesker, der ikke selv kan tage til genmæle? For mig lyder det mere som om, at man læner sig lidt tilbage, for det er jo ‘bare’ ældre mennesker med demenssygdomme – de kan godt vente. Men det har de jo gjort i månedsvis, og det er altså ikke godt nok!

Jeg har i mine år som journalist på sundhed- og livsstilsområdet skrevet talrige historier om sansehaver, som opføres i forbindelse med hospitaler og plejehjem, fordi mennesker får mere livskvalitet af at være tæt på naturen. Der er oveni købet videnskabelig evidens for at sige, at det kan hjælpe syge og sårbare mennesker til at få det bedre. Vi kender det jo alle sammen, der sker noget inde i os, når vi kigger på og dufter til smukke blomster.

Er der en voksen til stede?

Momse syntes heller ikke, der var meget grin ved sansehaven sidste sommer.

Men hvorfor er det så, at vores ældre på det plejehjem, som min far bor på, skal nøjes med at sidde og se på ukrudt og afpillede planter fra sidste år?

Det stresser min far helt vildt, han ville gerne hjælpe med at luge – han kan bare ikke, for det tillader de snart 94-år gamle knæ ikke længere. Og ned i ‘sansehaven’, det vil en mand med grønne fingre, hvis egen have altid var en pryd for øjet, af gode grunde ikke.

Jeg forstår heller ikke de manglende initiativer, og jeg bliver både ked af det og vred over, at man opfører noget – og så bare lader det forfalde.

Så disse ord er skrevet på vegne af min far og de mange andre ældre på vores plejehjem – og deres pårørende – som voldsomt savner et sted at gå hen og sidde og hygge på en dejlig sommerdag.

Så, hvis der er en voksen til stede:

‘Hvornår kan I blive enige om, hvem der skal betale for at luge, og for at vores ældre kan få nogle nye blomster i det, der så smukt bliver omtalt og berømmet som en sansehave?’

/Dorthe

Sansehaven i maj 2019 – vi har ikke andre steder at gå hen med vores ældre, og ville du have lyst til at gå ned i den her have?

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *