Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Sidste år gik Momse selv tur – i dag skal hun køres rundt i solen

Sidste år gik Momse selv tur – i dag skal hun køres rundt i solen

Det var så den dag. Og det var vel egentlig en god dag, var det ikke?

Spørger jeg mig selv, da jeg går fra plejehjemmet og ud i eftermiddagssolen. Mit svar til mig selv er, at jo, det var vel egentlig en af de dage, som  man – efter omstændighederne –  kan kalde for en  okay dag.

Men hvorfor er det så, at jeg ikke går fløjtende og opløftet hjem fra mit besøg hos mine forældre denne eftermiddag?

Måske er det fordi jeg samtidig er mig selv smerteligt bevidst om, at en god dag på det stadie, som min mors Alzheimers er nået til nu, aldrig nogensinde mere vil kunne blive til mere end en middelmådig dag.  Der er kun dårlige dage -og så de mindre dårlige dage tilbage. I dag har således været en af de mindre dårlige dage – med en lille pil opad.

I dag kom Ida og jeg på besøg klokken 11.00. Momse var lige kommet i tøjet, hun havde sovet længe, og sammen med sin rollator trillede hun ud til spisebordet, hvor jeg serverede hendes morgenmad: Yoggi med syltetøj, sukker og Kellogs Allbran på toppen. Moffe kommer også trillende, og vi taler om, at i dag, hvor solen stråler fra en skyfri himmel, der skal vi ud i det gode vejr.

Ikke fordi de to efterspørger turen, eller er ellevilde ved tanken, da vi fortæller om vores påskeplan. De to har nærmest været gået i hi hele vinteren og resultatet er, at de er blevet ualmindeligt dårligt gående, og deres ansigtskulør er mildest talt blevet meget gustne. De taler til gengæld meget om, at de gerne vil ud. Så i dag sker det: I dag skal vi en tur rundt om plejehjemmet.

Momse bliver pakket ind

Vi finder en kørestol og  det tykke tøj frem, og Ida og jeg får ved fælles hjælp Momse pakket godt ind  og med møje og besvær over i kørestolen. Hun kan næsten ikke gå nu, men er god til at hjælpe til med at komme op at stå for at lade sig dumpe ned i kørestolen. Vi pakker hende godt ned, med tykke tæpper, vanter og et tykt sjal om hovedet. Moffe triller bagefter med sin rollator, han går dårligt, for han faldt forleden og trækker på det ene ben.

Ida og momse
Ida kører tur med Momse

Og udenfor, minsandten om ikke foråret har skruet op for blænden, og solen brager os i møde. Momse misser mod det skarpe lys og synes, at vinden er skarp. Så vi pakker hende endnu mere under det store tæppe. Moffe kæmper og brokker sig undervejs. Hans ben vil ikke, som han vil, så vi holder mange pauser. På et tidspunkt finder vi en bænk i en krog, hvor solen luner os alle fire. Man kunne næsten mærke, hvor godt de to havde af at få lidt tiltrængt D-vitamin.

Efter tre kvarter må Moffe gå hjem for at hvile, men Ida og jeg tager Momse med i Netto. Undervejs spørger hun os: Hvor kender I to egentlig hinanden fra?

Ja, hvad skal man sige, når ens 87-årige mor spørger, hvor jeg kender min førstefødte fra? Ida tager det med sin velkendte humor og svarer prompte: ‘Ja, ser du Momse, mor og jeg har kendt hinanden i efterhånden en del år…’

Momse med roser på kinderne

Vi får handlet. Momse får lov til at passe på nogle bundter påskeliljer, som hun sidder med i skødet, og hun er forbavsende frisk på det meste af turen, men er også glad, da vi endelig kommer hjem i varmen. Moffe har lavet kaffe til os, og vi drikker alle sammen en kop og spiser lune kanelsnegle til.

Mormor sidder i sin lænestol, får spist både snegl og vaffel med syltetøj og efter et par slurke kaffe – så bum, falder hun i dyb søvn i sin lænestol. Ja, faktisk er hun slet ikke til at vække igen. Hun sidder med sit tæppe på og har næsten fået små røde roser på sine kinder. Det har været en strabadserende eftermiddag, tilsyneladende mere end hendes kræfter kunne række til.

Vi tusser lidt rundt, rydder op og taler lidt med morfar, der har fået adskillige nye kryds- og tværs, som han skal i gang med. Han har også fået røde kinder, og han virker glad, fordi Momse har haft en god dag, og fordi vi kom ud i den friske luft. Momse sover stadig dybt.

Så efter dagens besøg, med både tid til frokost, en gåtur og kaffe og kage, så takker vi af for i dag. Morfar vinker fra sin stol, da vi går.

En status, der gør ondt

Ida går mod sin bus ind mod byen, og jeg går den modsatte vej for at gå hjem til mig selv, og det er her, mens jeg går ned ad vejen fra plejehjemmet, at jeg kommer til at tænke på, hvilken slags dag, det i grunden har været. Mine tanker kredser om mors nedadgående formkurve:

For præcis et år siden gik vi fire også ture – men dengang kunne de begge gå, lige så fint endda med hver deres rollator.

For to år siden tog vi på ture i både indkøbscenter og ud i naturen.

For tre år siden var vi hele familien på Bornholm i april, hvor vi både kørte og gik lange ture.

I dag kan Momse ikke gå længere. Hun må køres, hun kan ikke huske vores navne, og hun kan ikke huske, at min datter og jeg er i familie med hinanden – og i familie med hende.

Den status gør ondt, og det er nok også den, der er årsag til, at jeg ikke ligefrem har lyst til at slå flikflak på min vej hjem.

Men jeg må minde mig selv om, at i dag har faktisk været en okay dag, og at jeg egentlig burde være let om hjertet og glad over, at vi har haft nogle gode timer sammen. Og jeg minder også mig selv om, at jeg jo har besluttet mig for, at jeg vil arbejde indædt på at få gode stunder sammen med min mor, på trods af hendes Alzheimers.

Så dagen i dag er godkendt. Flueben ved det. Husk nu, Dorthe, at i dag var vi ude i solen, og Ida og jeg gjorde, hvad vi kunne!

Jeg kan ikke forvente så meget mere. Miraklernes tid er for længst forbi, og i dag er det de bitte-uhyggeligt-meget-små ting, der tæller.

Dorthe Boss Kyhn

Læs også:

I dag er det mig, der giver min mormor morgenmad

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *