Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Små børn skal ikke græde sig i søvn – det skal demente heller ikke

Små børn skal ikke græde sig i søvn – det skal demente heller ikke

Jeg følger for tiden med i en debat omkring en bog, der giver sove-råd til småbørnsforældre.
Ifølge den omstridte bog skal man lade det lille barn græde sig i søvn. Metoden skulle – siger bogen – hurtigt lære barnet at falde i søvn.

Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg troede den slags råd hørte fortiden til.

Læs: Eksperter kritiserer

Derfor glædes jeg også over kritikken. Det er så fint. For når noget er for langt ude, så er det bekræftende, når mennesker i fællesskab kan gå sammen i et budskab om, at NU er det altså nok.

Er der andre end mig, der har lyst til at påpege, at NU er det altså også nok, når det gælder de sårbare ældres sovesituation? Hvis du har en demenssyg pårørende, så oplever du vel også, at her er der ingen kære mor omkring puttetid.

Jeg oplevede det talrige gange, da min demenssyge mor levede: At gå hjem fra afdelingen ved aftenstide med en knude i maven. For når jeg gik, så lå hun der jo alene.

Og jeg er næsten 100 procent sikker på, at rundt omkring på vores plejehjem i hele landet er der med garanti tusindvis af gamle og sårbare, der bliver lagt i seng for natten meget tidligt, og der får de så lov til at ligge. Helt alene, der er ingen, der kommer og ser, om de er utrygge, græder, er bange, har brug for en, der sidder lidt og er der, indtil søvnen indfinder sig. De bliver lagt som på samlebånd, og de ligger alene indtil næste morgen. Måske med få flygtige besøg i løbet af natten fra en nattevagt, der med garanti har ansvaret for at tilse en hel afdeling på sin ensomme vagt.

Men hvem råber op i fælles front, når det gælder vores medmennesker i den anden ende af aldersskalaen?

Og hallo, er der mon 700 eksperter, der har lyst til sammen at gå ud med et budskab om, at det altså heller ikke er sundt at blive lagt i seng og få lov til at ligge alene og utryg, når man er gammel og har en demenssygdom?

Der er tomt i gaderne

Jeg havde samme følelse i foråret, hvor tusindevis af forældre og bedsteforældre i solidaritet med pædagogerne gik på barrikaderne for at demonstrere mod normeringerne i daginstitutionerne og for at råbe politikerne op. Nedskæringer på pædagogområdet kunne i den grad få folk i blækhuse og på gaderne i protest.

Men der er tomt i gaderne, når det gælder de sårbare gamle i vores samfund: De syge ældre, de plejekrævende, dem der sidder i eget hjem eller på plejehjem med en demensdiagnose.

Det er kun, når enkeltpersoner går til pressen, at sager bliver trukket frem i lyset, og så himler vi op om omsorgsvigt det pågældende sted, og så får uhyrlighederne ellers lov til at fortsætte.

Men vi pårørende er nødt til at stå sammen for at få beslutningstagernes øjne op for, at det altså ikke er okay at:

– Blive puttet klokken 18,30 og så ellers ligge alene det meste af natten.
– At der implementeres mere og mere isenkram, kraner, lifte, storskærme og andre teknikaliteter – i stedet for at investere i varme hænder nok.
– At demente sidder inaktive det meste af dagen, og skal de have ti minutters nærvær, så koster det et ‘klip’ i deres klippekort.
– At der fx kun er to aftenvagter til at tage sig af en  snes dårlige demente beboere.
– At hele afdelinger ligger øde hen, både i løbet af dagen og natten, fordi der er for få hænder.
– At der sidder demente på en afdeling og råber ‘hjælp mig’ – det kan godt være, at personalet ved, at ‘sådan gør hun altid’, men det er da ikke okay. Når nogen råber på hjælp – uanset alder og diagnose – så er det et udtryk for afmagt, og at vedkommende har brug for nærvær og tryghed.
– At nedfælde store flotte paroler og hænge certifikater op med ordlyden: Her er vi demensvenlige – når virkeligheden er en anden.

Osv, osv, osv….

Det er ikke okay

Ja, undskyld – men jeg kunne blive ved. Og jeg er sikker på, at hvis du er pårørende og  kender til demensarbejde indefra – så kan du med garanti føje endnu mere til ‘det er ikke okay-listen’. Og du skal være så velkommen.

Jeg har skrevet det før. Jeg gør det gerne igen: Er der nogen ude i netværkerne, der tænker det samme som mig?

Kunne vi måske bruge den snarlige demensuge landet over til at tale med hinanden om, hvornår er nok NOK, når det gælder vores ældre og demenssyge medmennesker. Og kan vi gøre noget i fællesskab, så de ting, vi oplever, kan få fokus på linje med den fokus, der er omkring nedskæringerne på daginstitutionsområdet?

/Dorthe

Lyt til: Momse med demens som podcast



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *