Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Tusind tak til alle jer, der gør en kæmpe indsats for vores ældre og syge

Tusind tak til alle jer, der gør en kæmpe indsats for vores ældre og syge

Forleden var jeg ude som såkaldt pårørende-underviser for en gruppe, hvor alle var ansat på plejehjem eller i hjemmepleje, og som var på efteruddannelse om demens. Jeg gik hjem helt høj af glæde efter et par timer i selskab med dem, for vi havde haft den mest fantastiske formiddag sammen. Denne formiddag mødte jeg en flok mennesker med så meget smittende entusiasme og glæde over deres arbejde med demensramte, at jeg næsten fik dårlig samvittighed. Det lyder måske skørt, men det var den følelse, jeg havde – og jeg vil gerne forklare hvorfor.

Jeg hører nemlig til en af dem, der godt kan komme til at glemme, at langt de fleste af de, der arbejder med vores demensramte familiemedlemmer, hver dag gør en forskel.

Jeg har glemt at påskønne det, fordi jeg nogle gange har været så fokuseret på, at hvis vi har oplevet noget negativt i forbindelse med min mors alzheimersygdom, så har jeg nok haft det med at slå alle over en kam. Og i min afmagt komme til at glemme de mange, der vitterligt forsøger – på trods af en presset en hverdag. Jeg ved, at jeg har skældt ud, været frustreret og være forblændet af de ting, der ikke helt har spillet. Jo… jeg har da også husket at være positiv, men jeg må gribe i egen barm og sige, at de negative følelser nogle gange har fyldt mest.

Så undskyld for det. Ikke at jeg mener, man ikke skal sige det højt – til de rette personer – når noget ikke fungerer, eller hvis vi oplever noget, der tangerer svigt. Det skal altid påpeges. Men vi skal altså også blive bedre til at huske de mange, der knokler hver dag og er med til at gøre en forskel – trods nedskæringer og knappe ressourcer.

Og vi skal samtidig huske på, at tingene måske ikke altid er, som vi tror, de er – der findes måske en plausibel forklaring på nogle af de oplevelser, vi opfatter som svigt. Der er jo altid to sider af en historie.

Nej tak til nedskæringer

Vi kan vel – alle os pårørende – skrive under på, at når det drejer sig om personalet i hjemmeplejen og på plejecentrene  – ja, de løber stærkt. Sådan oplever jeg det. Jeg kan se, at bemandingen i den grad er skåret så meget ind til benet, at der bare ikke må  spares flere ressourcer på det her område.

En af mine egne kæpheste på det plejecenter, som min mor boede på, var – og er – at der kun er to plejeassistenter på vagt om aftenen til 16 dårlige beboere. Mit hjerte har grædt mange gange, når jeg ser de mange dårligere beboere, der sidder på rad og række i deres kørestole med tomme blikke og bare venter på at blive lagt i seng. Mens de to aftenvagter suser fortravlede rundt og forsøger at have et øje på hver finger.

I den optimale verden skulle der være jo hænder nok til, at man kunne være om alle beboerne i god ro og orden – måske at én er hos gruppen og læser højt af en god bog,  mens de andre plejere er beskæftiget med at lægge i seng. At der var ro, omsorg og kærlighed omkring de ældre som led i aftenritualet. Jeg oplever, at de to aftenvagter skal styrte rundt, og de kan umuligt være mere end et sted ad gangen. Men det er jo ikke deres skyld. De gør jo, hvad de kan. Og derfor skal man ikke skyde på dem.

Men det har jeg gjort. Jeg tror aldrig, at jeg har sagt direkte til aftenvagterne, at jeg påskønner, at de udretter det umuliges kunst. Jeg har altid været mest fokuseret på, at det er ‘også for dårligt, at der er for få aftenvagter hos os om aftenen.’

Vi skal tværtimod støtte aftenvagterne og rette skytset mod dem, der fordeler pengene: Politikerne.

Mindre og mindre tid til omsorg

Jeg har hørt fra flere plejehjemsansatte, at de finder det frustrerende, at en meget stor del af deres tid  går med at dokumentere arbejdsdagen. Og den tid går fra dét, det i virkeligheden handler om, at yde omsorg for den enkelte beboer. Og jeg har hørt, at man visse steder kronisk må benytte sig af vikarer, som måske ikke engang er uddannet til arbejdet, og at det gør ondt langt ind i hjertet på de fastansatte, fordi alle ved, at nye ansigter ikke er godt for mennesker med demens. I sidste ende skaber det merarbejde for de fastansatte.

Vi har selv oplevet, hvordan vores mor og mormor hvert år efter sommerperioden dykkede helbredsmæssigt – ganske enkelt fordi hun var blevet plejet af vikarer, som ikke var vant til at omgås hende og ikke kendte hendes behov. Sidste år resulterede det i indlæggelse på hospitalet – og den slags er jo som bekendt ikke en billige affære. Heller ikke i  menneskelige omkostninger.

Vi sender vores ældre på plejecenter i den tro, at her er der tryghed og oceaner tid og personale til at skabe en god sidste tid for vores kære. Men sådan er det jo ikke. Langtfra. Det oplever vi hele tiden, os, der har vores faste gang på plejecentret flere gange om ugen.

Men kan vi pårørende ikke gøre det lidt bedre end altid at stirre blindt på alt det, der ikke fungerer og give dét personale, der virkelig gør en indsats,  skylden for, at det ikke fungerer optimalt på plejeområdet for vores syge og ældre? Hvorfor ikke bakke op om dem, der har brug for vores opbakning?

Jeg tænkte meget over det i sidste måned, hvor forældre til børn i daginstitutioner gik på gaderne i protest over, at politikerne har  beskåret området i en sådan grad, at eksperter i medierne enstemmigt sagde, at (bund)grænsen var nået. Det var efterhånden uansvarligt at lade nogle få pædagoger passe en flok på 20 børn. Der blev talt og skrevet om det i alle medier, og der blev skabt en folkebevægelse af forældre, der i samlet flok lagde pres på politikerne.

Måske skal vi pårørende lave en demo

Hvorfor er det, at vi ikke ser pårørende til ældre og svagelige gå i samlet flok og gøre det samme?

Hvorfor råber vi pårørende ikke så højt, at politikerne forstår, at de simpelthen ikke må beskære plejeområdet mere ind til benet. Vi er for længst nået smertegrænsen – ja, undskyld mig, men jeg kan ligge søvnløs om natten, når jeg tænker på, at to nattevagter har ansvaret for tre etager på min fars plejecenter. For hvad hvis noget alvorligt opstår, og alle de her svagelige mennesker i kørestole skal ud hurtigt uden at gøre brug af elevatoren (Gud forbyde det)? Jeg kan blive så indigneret over det, men igen – det er jo ikke de to på vagt, jeg skal rette vreden mod.

Og det var faktisk dét, der gik op for mig forleden.

Jeg oplevede nogle kursister, der var helt vildt dedikerede til deres arbejde, og de fik samtidig noget af en øjenåbner, når jeg fortalte, hvad f.eks. mangel på information plejepersonale og pårørende imellem kan føre til af misforståelser. Hvor kede af det, vi bliver – os pårørende – når et fortravlet personale aldrig har tid til at fortælle os, hvordan vores elskede familiemedlem har haft det i løbet af dagen. Flere af kursisterne gik straks i gang med at finde løsninger på, hvordan de i deres arbejde kunne gøre det anderledes fremover.

Jeg kommenterede, at det jo egentlig ikke var dem, der skulle finde alle løsninger. Så spurgte en af kursisterne mig, hvordan jeg så mente, man kunne løse problemet.

Jeg svarede: At der afsættes flere ressourcer.

Det var ingen uenige med mig i.

Men det kræver blandt andet, at vi pårørende bakker plejepersonalet op og får de rette i tale, når vi oplever, at manglen på varme hænder går ud over vores sårbare familiemedlemmer, der jo ikke kan tale deres sag selv. Jeg blev også mindet om, at jeg i højere grad skal huske på at sige til de rette vedkommende, når jeg synes, de har gjort en forskel for mig og min familie.

Så hænderne i vejret for de mange, der hver dag er med til at gøre en forskel. Og hvad siger I andre – skulle vi pårørende gå på barrikaderne under mottoet: Har du talt med en plejeassistent i dag? (Som forældrene, der gik på barrikaderne den 6. april under mottoet: Har du talt med en pædagog i dag?).

/Dorthe

Foto: Pixabay

LØS OGSÅJeg sover altså IKKE – jeg hviler…

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *