Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

Vi holder foredrag om at huske på de små lyse stunder med vores Momse

Vi holder foredrag om at huske på de små lyse stunder med vores Momse

Da mine unger var små, målte vi tiden ved, at vi ved deres fødselsdag, satte et lille hak i dørkarmen ved deres hoved. Så kunne vi se, hvor meget de voksede fra år til år. Det var sjovt og vemodigt på samme tid. Man  havde en hjemmegjort måleenhed for tiden med børn, der bare skyder i vejret med lynets hast.

I dag måler vi tiden på en helt anden måde. Med nærmest omvendt fortegn, for i dag regner vi ofte baglæns. Som til eksempel når det drejer sig om tankerne omkring den forestående jul. Så kan jeg tænke: Sidste år, holdt vi jul på plejehjemmet, da kunne Momse selv gå ned til middagen i spisestuen, forrige år holdt vi jul hjemme i barndomshjemmet hos Momse og Moffe, og julen for tre år siden…ja, der var Momse og Moffe så friske, at de kom kørende med Flextrafik til jul hos os i familien…

Vi regner baglæns og gør tiden op i før og efter, at demens satte en ny dagsorden i familien. Det er øv, men det er sådan, det er. Vi kan hverken gøre fra eller til, vi må bare følge med og forsøge at være kreative og så positive, som det overhovedet lader sig gøre, når det drejer sig om livet med en demensramt i familien.

Og mon ikke vi på en eller anden facon får kilet noget julehygge ind – på trods af sygdommen? Det tror jeg nok, vi skal. For det er vel kunsten – altså at holde tungen nogenlunde lige i munden og forsøge at få noget kvalitetstid sparket ind i samværet med sit syge familiemedlem. Selvom det er svært, selvom man inderst inde er ked af det, og selvom rammerne  ikke just lægger op til den traditionsbundne hjerternes fest.

Find lyset og glæden

For det gælder om at bevare lyset og glæden.

Det er i hvert fald dét, som min datter Ida og jeg har skrevet om i vores bog, ‘Momse med demens – sådan skaber du lyse stunder i en svær tid’, som vi udgav her i efteråret. Det er bestemt ikke alle dage, man kan få øje på lyset. Der er – som vi alle sammen ved – nok flest af de svære dage, hvor man kan græde over noget af alt det, der har været og ikke kommer tilbage.

Men heldigvis er der også de gode dage, og de små stjernestunder, som gør, at man kan glæde sig sammen, selvom demensen konstant forsøger at lave benspænd. I vores familie kan vi ikke så meget mere, fordi min mors demens er så fremskreden, så for tiden øver jeg mig i at være glad, når min mor helt åbenlyst stråler i et smil, når hun ser mig.

Eller som jeg pludselig på det seneste har oplevet det et par gange – at hun kunne huske mit navn. Og selvom det er vanvittigt svært, så minder jeg mig hele tiden om,  at de er der stadig – de små perler, som man bliver så glad over.

Momse synes – ind imellem – stadigvæk, at det er sjovt at klæde sig ud og lave fis og ballade.

Som når jeg står i døren og vinker farvel, og en meget glad mor sidder med sin elskede tøjhund i favnen. Tryg, lige her og nu – og glad, lige her og nu. Det er et lille boost af glæde, som jeg tager med mig hjem og gemmer i mit indre for altid.

 

 

Torsdag den 15. november fra klokken 19-21, holder Ida og jeg foredrag om vores  erfaringer med demens i familien, og hvad vi har gjort for at forsøge at få kilet glæden ind i det forløb, der efterhånden har varet i næsten fem år. Hvordan holder man sig på den lyse vej, når alt andet buldrer den modsatte vej – nedad. Vores foredrag finder sted i Lyngby, i Kulturstedet Lindegården. Har du lyst til at høre om de erfaringer, vi har gjort os – og har du lyst til at bidrage med dine egne erfaringer, så vil vi blive glade, hvis du har lyst til at komme og være med.

Adressen er: Kulturstedet Lindegården, Peter Lundsvej 8, 2800 Lyngby. det er fra klokken 19-21, og det koster 50 kroner i entré. Der er gratis kaffe/te/vand, og det er muligt at købe et glas vin.

Kærlig hilsen Dorthe

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *