Livet som pårørende: Find de positive stunder i en svær tid

‘Hej hej’ far – vi ses snart igen

‘Hej hej’ far – vi ses snart igen

Jeg står her nede på gaden og vinker op til min far, der står oppe på plejecentrets 2. sal, hvor han bor. Han smiler og vinker ned til mig. Jeg slynger en stor portion fingerkys op til ham, og hver gang, jeg vender mig om, mens jeg går ned ad vejen, så står han der stadig og følger mig.

Jeg smiler ved mig selv. Det er sådan et fint ritual, vi har fået – han og jeg. Det slår mig endnu engang denne aften: Det føles ikke som ret længe siden, jeg også stod sådan og kyssede og vinkede op mod et vindue. Dengang var det bare børnehaven og mine små tøsebørn, der stod og trykkede de små næser flade mod ruden.

‘Vi ses i eftermiddag’, råbte jeg dengang til dem, mens jeg hastede videre afsti-afsted til arbejde på to hjul. Den travle mor, ofte med dårlig samvittighed overfor enten job eller børn. Altid hurtigt på vej til og fra arbejde eller til og fra institutionerne.

Og nu står jeg så igen og vinker. Denne gang er det også foran en institution. Bare én med omvendt fortegn, kan man næsten sige. For denne gang er det op til min 93-årige far. Han er rask og rørig, men alligevel får jeg igen-igen den dér følelse af, at jeg er den voksne – engang var jeg den voksne for mine børn – i dag er jeg den voksne for min far. Nu er det mig, der passer på ham.

Vi seees snart igen

Følelsen af at være forælder for sine forældre  har efterhånden været der i flere år. Den var nogle år undervejs, men blev mere og mere udtalt efterhånden som vores Momses demenssygdom skred frem.

Momse
Sødeste Momse i højt humør.

I de senere år har jeg også mange gange vinket farvel til min mor – Momse – når jeg smuttede afsted fra et besøg. Og selvom hun de sidste mange måneder af sit liv var meget dement, så sad hun altid og smilede, når jeg var på vej ud ad døren, nærmeste messende: ‘Vi seees snart igen’.

Så svarede hun altid: ‘Ja, det vil jeg da håbe, at vi gør.’

Nu svarer hun ikke længere, for hun er død.

Nu er det mine søde far, der står alene og tager afsked med mig – og nu, hvor det er blevet lysere om aftenen, så skal han altid med helt ud og vinke fra vinduet i dagligstuen. Præcis som lige nu, hvor jeg er på vej hjem.

Det giver så meget mening

Jeg holder så meget af det her lille ritual, som vi gentager flere gange om ugen, og jeg ved med 100 procents sikkerhed, at jeg vil savne det, når vi en dag ikke har det længere.

Det gør mig glad, og det slår mig, at det giver god mening: I går var det mine egne børn, jeg havde kysse-vinke-ritualet med, i de seneste år har det været begge mine forældre, nu er det min far – og lige om lidt…ja, så er det jo nok nogle vidunderlige små børnebørn, jeg skal sende kys til og vinke til. Og siden vil det være mig, der står deroppe og skal vinkes til nede fra gaden.

Tiden går. Men når jeg mærker efter sådan en spirende forårsaften på vej hjem fra besøg hos Moffe, så giver det hele bare så  god mening. Livet går i ring. Det er jo sådan, det er -og det er faktisk helt okay med mig.

Så – ‘hej, hej – søde far, vi ses snart igen.’

/Dorthe

LÆS OGSÅMomses klædeskab gemte både på minder om liv og forfald



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *